
15. december 2025, kl. 14:12
Det er et godt udspil fra den nedsatte ekspertgruppe, hvis anbefalinger peger i den rigtige retning med produktion, teknologi og praksis i fokus på den kommende erhvervs- og professionsrettede gymnasiale uddannelse, epx, mener forbundssekretær Peter Faber, Dansk Metals ansvarlige for uddannelse.
Ekspertgruppen for den erhvervs- og professionsrettede gymnasiale uddannelse, epx, har nu afleveret sine gennemarbejdede anbefalinger. Dansk Metal tager overordnet positivt imod anbefalingerne, fortæller forbundssekretær Peter Faber, der også er organisationens ansvarlige for uddannelse:
”Det er virkelig positivt, at der er et tydeligt fokus på produktion og teknologi. Det er kompetencer, Danmark får brug for, hvis vi også i fremtiden skal være et produktionsland med stærke industriarbejdspladser,” siger Peter Faber.
Anbefalingerne lægger op til en epx med fire brede grene, som kan forberede de unge til uddannelse til et praktisk arbejdsliv.
”De brede grene kan blive en god og tryg indgang for unge, som endnu ikke er helt afklarede. Det kan give flere lyst og mod på at vælge en erhvervsuddannelse efterfølgende – og det er der hårdt brug for,” siger Peter Faber, der glæder sig over, at teknologiforståelse bliver et gennemgående fag i alle fire grene.
Dansk Metal understreger, at epx kun bliver en succes, hvis uddannelsen forankres tæt i virkeligheden uden for klasselokalet.
”Det er helt afgørende, at de unge møder de virksomheder, hvor de senere kan få en læreplads eller et job. Og så skal der være et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter om udvikling af epx, så vi sikrer, at uddannelsens indhold matcher arbejdsmarkedets behov, og at de kompetencer, de unge får, også er dem, der efterspørges i virkeligheden,” siger Peter Faber.
Han understreger, at der fortsat skal være plads til, at unge, der er afklarede, kan tage den direkte vej fra folkeskolen mod en erhvervsuddannelse.