
4. august 2026, kl. 10:48
Optical Gaging Products, OGP, er i færd med at styrke sin nordeuropæiske tilstedeværelse, og har skabt en EMEA-salgsledelse, der nu skal udvide netværket af kanalpartnere i blandt andet Danmark.
OGP, der er en division i Quality Vision International, og aktør inden for præcisionsbaserede optiske og multisensor-målesystemer, er i færd med at accelerere sine investeringer i Europa, Mellemøsten og Afrika, EMEA, og har derfor udnævnt Fabian Werner til EMEA Sales Director.
Fabian Werner har base i Tyskland skal støtte kanalpartnere i hele EMEA-regionen ved at hjælpe dem med at udvikle deres forretning gennem strategisk salgsudvikling, teknisk samarbejde, marketingsupport og kundeengagement. I første omgang skal det eksisterende netværk suppleres med kanalpartnere i Spanien, Holland, Belgien samt i Danmark.
OGP udvikler løsninger til såvel anvendelse inden for metalbearbejdende virksomheder inden for rumfart, automobilindustri såvel som inden for medicin, elektronik, halvledere og øvrig præcisionsteknik, hvor man fortsat investerer i automatisering og avanceret kvalitetsstyring, og søger fortrinsvis partnere med tekniske kompetencer og kunderelationer på områderne.
