
29. oktober 2026, kl. 17:49
Efter tre dage med den 15. udgave af FoodTech 2026 har arrangørerne gjort status: Det blev til tre vellykkede dage med besøgsfremgang og tilfredshed blandt de 286 udstillere, meddeler MCH Messecenter Herning.
Stadig mere avanceret fødevareteknologi, scener der gav faglig indsigt og et væld af møder på tværs af branchen, er det umiddelbare indtryk af FoodTech 2026 i Herning, som netop er afsluttet.
Med fremgang i både udstillerantal og besøgstal samt tilfredshed blandt deltagerne glæder MCH-direktør Georg Sørensen sig over de tre vellykkede messedage:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Ved åbningen fremhævede jeg, at meget skal måles, mens andet kan og skal kunne mærkes. Nu kan vi glæde os over en udstillerfremgang fra 267 til 286 og 8 procent flere besøgende fagfolk. Det er fremgange, vi er meget glade for. Samtidig har vi alle tre dage kunnet mærke energien og engagementet i hallerne. Det vidner om en innovativ fødevareindustri i konstant udvikling - og om en branche, der har både behov for og lyst til at mødes fagligt og personligt," udtaler Georg Sørensen og fremhæver betydningen af det personlige møde:
"De mange positive tilbagemeldinger fra udstillerne understreger samtidig værdien af messemediet og det personlige møde. Her er nye forretningsmuligheder opstået, relationer blevet styrket og viden blevet delt. Det er netop i mødet mellem mennesker, at nye idéer og samarbejder tager form. En stor tak til de mange besøgende fagfolk, vores samarbejdspartnere og alle udstillerne, som sammen har bidraget til tre udbytterige messedage med høj faglighed og rigtig god messestemning".
Foruden IFC bød messen konkurrencemæssigt også på DM i 3D-print, som blev vundet af Alexander B. Colmorn og Joachim O. Leo fra EUC Syd.
Næste udgave FoodTech, der bliver den 16. af slagsen, løber af stablen om to år; den 21. til 23. november 2028, og ligeledes i MCH.