
19. oktober 2026, kl. 12:32
Tirsdag til og med fredag kan man høre om UniLines ved AP&T Group i Hannover på EuroBLECH 2026, hvor den svenske producent lancerer konceptet, der samler virksomhedens viden og erfaring inden for pladebearbejdning siden 1960’erne, og gør det tilgængeligt for pladeformende brugere af enhver størrelse.
I mere end 60 år har AP&T opereret inden for formning af plade til en række brancher – lige fra automobilindustrien over forsvarssektorerne til husholdningsapparater, elektronik og energi.
Virksomheden har nu samlet denne omfattende erfaring i AP&T UniLines, hvor hver enkelt del er blevet forfinet gennem tusindvis af leverancer, og således rummer viden fra alle de nicher, hvor AP&T har været aktive igennem årene.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
UniLines er opbygget af standardiserede moduler (presser, automatisering, værktøj og styresystemer), der kan kombineres frit – lidt ligesom LEGO-klodser – alt efter den enkelte producents specifikke behov og forudsætninger, fremhæver AP&T Group.
Resultatet er en mere fleksibel produktionslinje, der opbygges på stedet. Den kan konfigureres som et U, i en lige linje eller på en hvilken som helst anden måde, der passer bedst til de fysiske rammer i produktionslokalet. Uanset om der er tale om en kort eller lang linje, en stor eller en lille presse, er det producentens virkelighed, der dikterer layoutet, fremhæver Business Manager Lennart Johansson, Line Solutions hos AP&T.
Som en del af UniLines-konceptet har AP&T opgraderet flere af de indgående løsninger med en opdateret generation af automatisering samt mere præcise og fleksible Speedfeeders. I kombination med en servopresse giver det kortere cyklustider, højere driftssikkerhed og lavere energiforbrug; og samlet set leverer UniLines en markant højere produktionskapacitet sammenlignet med tidligere generationer af produktionslinjerne, påpeger Lennart Johansson:
"Siden 1960'erne har vi arbejdet med alt fra varmeskjolde og ventilationskomponenter til granathylstre og råkarrosseridele. Den erfaring er nu indbygget i måden, vi integrerer delene i en velfungerende produktionslinje på," siger Lennart Johansson, og fortsætter:
"Med UniLines kan man sige, at vi har gjort hele vores samlede viden om pladeformning tilgængelig for enhver producent, uanset branche eller virksomhedsstørrelse".
"Som producent får du en løsning, hvor alle komponenter er optimeret til at fungere sammen. Det gør det muligt for os at sikre høj driftssikkerhed, lavt energiforbrug og nem betjening over tid," siger Lennart Johansson.
"Kort sagt får du en linje, der bare bliver ved med at køre og køre og køre".
