Teknovation Logo






 

NTF overtaget af svenske Axelent

  • Axelent Group-CEO Karin Sandén Ahlqvist (t.v.) ses her sammen med NTF-CEO Anders Bjørnstrup Bech (t.h.) i forlængelse af aftalens offentliggørelse.

15. oktober 2026, kl. 12:24 

Nordjyske NTF, der primært gør sig inden for maskinafskærmningssystemer er blevet overtaget af Svenske Axelent Group, som gør sig inden for samme felt.


NTF fra Støvring, som er rustfri stål-specialist inden for rustfri og hygiejniske løsninger med særlig ekspertise i maskinafskærmning og udstyr til miljøer med høje krav til fødevarer, drikkevarer og pharma, sammenlægges nu med svenske Axelent, idet Axelent Group har overtaget NTF.

“For NTF handler det om at tage næste skridt i virksomhedens udvikling. Vi har gennem flere år arbejdet på at opbygge en stærkere, mere kommercielt fokuseret og skalerbar virksomhed, og Axelent giver os den internationale platform til at accelerere den rejse. Samtidig har det været meget vigtigt for mig, at vi bevarer de mennesker, den kultur og den specialistviden, der gør NTF til det, virksomheden er i dag. Vores organisation forbliver i Støvring, jeg fortsætter som CEO og medejer, og vores ambition er at udvikle virksomheden og skabe nye muligheder sammen med Axelent,” siger NTF-CEO Anders Bjørnstrup Bech.

NTF fortsætter således sine aktiviteter fra Støvring, men nu under navnet NTF – en del af Axelent Group.

Den eksisterende organisation i Støvring forbliver uændret som følge af transaktionen. Efterhånden som NTF-produkter og -ekspertise introduceres på tværs af Axelents internationale markeder, forventer selskaberne, at aktiviteten i Støvring øges og på sigt skaber grundlag for vækst i det lokale team.

"Købet af NTF styrker Axelents tilbud ved at tilføje rustfri maskinafskærmning. Sammen kan vi imødekomme flere af vores kunders sikkerhedsbehov, særligt i brancher, hvor hygiejnisk design og rustfrit stål er afgørende. Vi er imponerede over NTF-teamets ekspertise, engagement og kvaliteten af deres produkter. Vi ser frem til at bygge videre på det, de har skabt, og bringe løsningerne ud til endnu flere kunder gennem Axelents globale organisation,” siger CEO Karin Sandén Ahlqvist, Axelent Group.

Winther Holding A/S og Tommy Søndergaard sælger i forbindelse med transaktionen deres ejerandele i NTF, og udtræder dermed af ejerskabet. Winther Holding er et aktivt investerings- og holdingselskab med langsigtet værdiskabelse i små og mellemstore kvalitetsvirksomheder i fokus. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 




 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.


Persondata- og cookiepolitik