
12. oktober 2026, kl. 17:26
En række af Danmarks dygtigste unge hackere rejser i år til Tyskland for at konkurrere om titlen som europamestre i cybersikkerhed. Sidste år blev det til en sølvmedalje, og næste år foregår konkurrencen på hjemmebane i Aarhus.
Ti unge danske cybertalenter på det danske landshold skal snart dyste om europamesterskabet i cybersikkerhed mod andre europæiske unge i aldersspændet mellem 14 år og 25 år..
EM blev sidste år afholdt i Polen, og her sikrede Danmark sig en sølvmedalje. I år tror landstræner Jens Myrup Pedersen på gode muligheder for at ende øverst på podiet.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
“Rent teknisk er holdet i år helt på toppen. De er vildt gode til at samarbejde, og de har viljen til at kæmpe for og med hinanden. Det er en virkelig vigtig kvalitet, når konkurrencen er så hård,” siger han, der til daglig er professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet.
”Selvom EM i cybersikkerhed blot er en konkurrence, så står Danmark og de øvrige deltagerlande med alvorlige og presserende sikkerhedsudfordringer. Dagligt udsættes dansk erhvervsliv for hackerangreb, og for at ruste virksomhederne mod digitale og hybride angreb, er der brug for dygtige talenter inden for cybersikkerhed," siger programchef hos Industriens Fond, der støtter initiativet, Malene Stidsen, og tilføjer:
"Der er heldigvis en bevægelse i gang, hvor hele fællesskabet omkring landsholdet og det danske cybersikkerhedsmiljø udvikler sig positivt år for år. Det betyder, at flere unge dygtiggør sig på området og på sigt kan hjælpe virksomhederne med at stå stærkere".
Ved næste års konkurrence kommer det danske landshold til at spille på hjemmebane, når EM i cybersikkerhed skal udkæmpes i Aarhus.
