
24. september 2026, kl. 13:30
De aktuelle tal fra IFR viser, at der i resten af verden investeres massivt i robotter, mens det står sløjt til med nyinstallationer i Europa. Dansk Metal opfordrer politikerne til at afsætte 200 millioner kroner fra forskningsreserven til robotteknologi.
Selv om Danmark klarer sig bedre end det øvrige Europa, så viser de aktuelle IFR-tal også her fald i antallet af nye robotinstallationer – fra 1.443 i 2024 til 1.342 i 2025, hvormed Danmark er faldet tilbage til niveauet for 2022, noterer man i Dansk Metal.
Forbundets erhvervspolitisk chef Emil Drevsfeldt Nielsen anbefaler derfor, at Folketingets partier øremærker 200 millioner kroner til robotter, produktionsteknologi, automatisering og AI, når årets forskningsreserve skal fordeles inden længe:
“Kina sætter rekord i robotinvesteringer, amerikanerne investerer mere, og imens ser vi et Europa på tilbagetog. Ser vi på Danmark, klarer vi os bedre end store dele af Europa, men det er ikke godt nok. Vi skal løfte automatiseringen i dansk industri, særligt blandt SMV’erne, og det kræver, at vi kommer op i gear i stedet for at sænke farten. Derfor mener vi, at regeringen og Folketinget i årets forskningsreserve målretter 200 millioner til udvikling og forskning i robotter, produktionsteknologi og AI,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
De danske robotinvesteringer ligger fortsat betydeligt højere end før Covid19-krisen, men fremgangen er gået i stå. Skal Danmark tage næste spring, kræver det derfor nye anvendelser og ikke mindst, at flere små og mellemstore virksomheder får adgang til den nye teknologi. IFR-tallene peger samtidig på et skifte mod mindre robotanlæg, samt investeringer i robotløsninger inden for transport og logistik i industrivirksomhederne:
“Vi skal selvfølgelig investere i forskning med det lange lys på. Men forskningsreserven skal også prioritere teknologier, der kan løfte danske virksomheders produktivitet i morgen og i overmorgen. Kombinationen med kunstig intelligens og industri- og logistikrobotter vil øge fleksibiliteten og gøre robotter langt lettere at bruge i SMV’erne og for de faglærte på produktionsgulvet,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
