
24. september 2026, kl. 13:08
De aktuelle tal fra International Federation of Robotics, IFR, viser et skifte i virksomhedernes automationsstrategi. Hvor markedet for traditionelle industrirobotter i 2025 oplevede en opbremsning i Europa, stormer de professionelle servicerobotter frem med markant vækst, konstaterer IFR's danske leverandør DIRA.
IFR's seneste robottal bekræfter et markant skifte i den måde, virksomheder over hele verden investerer i automation på. Hvor det traditionelle marked for industrirobotter i 2025 mærkede en europæisk afmatning med et fald i Danmark på 7 procent fra 1.443 enheder i 2024 til 1.342 enheder i 2025, oplever professionelle servicerobotter en fremgang.
Samlet set er der blevet solgt knap 250.000 professionelle servicerobotter globalt i 2025. Det er en vækst på 24 procent.
Afdæmpningen i de klassiske industrirobotter i Danmark kan hænge tæt sammen med en generel global tøven, hvor geopolitiske spændinger, handelsbarrierer og lavere forbrugertillid har fået brancher som metal- og plastvirksomheder såvel som producenter inden for fødevaresektoren til midlertidigt at holde igen med de store investeringer. Det er dog stadig metal-, plast- og fødevareindustriernne, der udgør den største del af industrier med robotinstallationer i Danmark.
Det globale marked for industrirobotter er stærkt polariseret: Hvor Asien gik frem med 14 procent, og Nordamerika steg med 9 procent fra 2024 til 2025, faldt det samlede EU-marked med 11 procent. Danmark lagde sig med sit fald på 7 procent midt i det europæiske felt.
Trods færre nye installationer vokser Danmarks samlede bestand af aktive industrirobotter med 8 procent til rekordhøje 11.734 enheder i drift. Samtidig stiger den samlede danske robottæthed til 352 robotter pr. 10.000 industriansatte, hvilket giver en global sjetteplads, påpeger Dansk Robot Netværk, DIRA, som har indsendt de danske tal til opgørelsen.
I Danmark bliver der stadig solgt flest artikulerede robotter. Dog går salget af alle typer tilbage – undtagen salget af Selective Compliance Assembly Robot Arm, SCARA, der går frem fra 335 i 2024 til 509 i 2025. Det er en stigning på hele 66 procent, hvilket fortæller, at der er en tendens til, at der bliver investeret i simplere og billigere robottyper, vurderer DIRA-bestyrelsesleder og direktør i Beckhoff Automation Michael Nielsen, som ser årets tal som et udtryk for en industri, der tilpasser sig en ny virkelighed:
"Når der er usikkerhed og afmatning på de globale markeder, falder forbrugertilliden. Når folk køber mindre, skal der produceres mindre, og det dæmper naturligt lysten til at lave tunge anlægsinvesteringer. Men i Danmark ser vi dog også, at nogle virksomheder i stedet investerer strategisk for at skabe resiliens – altså en stærk modstandsdygtighed i deres forsyningskæder kombineret med løsninger på den fortsatte mangel på arbejdskraft," siger Michael Nielsen, og fortsætter:
"Samtidig ser vi et markant skifte i teknologien. Hvor traditionelle industrirobotter i fødevare- og metalindustrien har taget en lille pause, stiger markedet for professionelle servicerobotter. De teknologiske løsninger er blevet så modne og brugervenlige, at det er blevet langt nemmere at automatisere logistikken og koble robotterne på eksisterende processer".
Et særligt kapitel i IFR-rapporten i år er det spirende marked for humanoide robotter, som for første gang registreres. På verdensplan blev der i 2025 indberettet næsten 6.900 solgte eller leverede humanoide robotter.
Tallene viser dog en massiv geografisk skævvridning: Asien sidder tungt på førertrøjen med 6.569 leverede enheder, mens resten af verden tilsammen blot tegner sig for 326 enheder. Ud af de 29 producenter af humanoide robotter, som IFR har modtaget data fra på verdensplan, befinder langt størstedelen sig i Asien og Amerika, mens Europa fortsat halter efter på den egentlige hardwareproduktion.
"Humanoide robotter og den underliggende AI er uden tvivl den næste store teknologiske bølge. Markedet er stadig præget af test, pilotprojekter og tidlig validering, men udviklingen går afsindigt stærkt særligt i Asien, hvor der satses massivt og statsstøttet på at integrere menneskelignende robotter direkte i fabrikslinjerne," siger Michael Nielsen og advarer:
"De enorme fremskridt inden for kunstig intelligens, avancerede synssystemer og fleksible griberfunktioner, som udvikles til humanoide robotter, smitter lynhurtigt af på de traditionelle industri- og servicerobotter. Vi skal være klar til at gribe og integrere den intelligens på de danske fabriksgulve, hvis vi vil fastholde vores globale førerposition".
Se hele DIRA's analyse og grader her
