
24. juni 2026, kl. 09:52
En tidligere dansk frømand, en serieiværksætter og en ukrainsk advokat rykker Startup inden for drone- og forsvarsteknologi, som nu flytter ind hos Odense Robotics StartUp Fund ved Teknologisk Institut-Robotteknologi i Odense.
Odense Robotics meddeler, at WarTech Robotics er blevet optaget i robotinkubatoren Odense Robotics StartUp Fund, der har rammer ved Teknologisk Institut-Robotteknologi i Odense.
Virksomheden vil lukke gabet mellem den agile innovation udviklet under ekstreme, operationelle forhold i Ukraine og de mere traditionelle udviklingscyklusser i NATO, igennem en Joint Venture-model, hvor de overfører de rå, men effektive droneteknologier - som har bevist sin modstandsdygtighed og funktionalitet under krævende forhold - til Danmark, hvor teknologien skal industrialiseres og tilpasses til NATO- og EU-standarder, fremhæver stifterne bag WarTech Robotics, anført af den administrerende direktør Dmytro Novokhatskyi, der før krigen arbejdede som advokat og under invasionen ydede en stor indsats som frivillig redningsarbejder for det ukrainske hjemmeværn i Mariupol, hvor han blandt andet reddede mennesker, som var fanget under ruinerne. Han får nu bistand af de danske entreprenører Mikael Thiesen og Christian Spohr, hvor sidstnævnte har en baggrund som dansk frømand, og tilsammen forener de operativ erfaring fra nogle af verdens mest barske miljøer med mange års erfaring med entreprenørskab og forretningsudvikling.
"Vi startede den her virksomhed for at sikre, at de bedst udviklede teknologier beskytter de næste generationer. Jeg er oprindeligt fra Mariupol, og invasionen af vores by i 2022 var et af de mest sorgfulde minder for ukrainerne. Så en af mine største motivationer for at udvikle teknologi handler om to ting: Jeg vil beskytte fremtiden i Danmark og Ukraine mod regimer som dette. Og for det andet: Jeg vil vende tilbage til en befriet by og besøge graven af, hvad der engang var mit eget hjem," fortæller Dmytro Novokhatskyi, og fortsætter:
"Her i inkubatoren har vi et fantastisk netværk og samarbejde. Vi får al den støtte, vi har brug for. Der findes ikke et bedre sted i Danmark - og måske i hele Europa - at vokse som robotvirksomhed. Det er derfor, vi er her," siger Dmytro Novokhatskyi.
Placeringen hos Teknologisk Institut i Odense gemmer desuden på en helt særlig geografisk og strategisk fordel. Som nabo til inkubatoren har Forsvarets Dronecenter nu plads, hvilket åbner for potentielle synergier, når teknologiudviklingen skal demonstreres og testes i luften.
Med deres optagelse i inkubatoren slutter WarTech Robotics sig også til en række af Danmarks mest lovende forsvars- og Dual Use-startups. Programmet har tidligere hjulpet virksomheder som BlinkTroll Robotics med at industrialisere deres træningsrobotter til NATO-styrker og Dropla Tech med at accelerere udviklingen af deres dronebaserede minerydningssystem.
