
12. maj 2026, kl. 10:08
EU-kommissæren for energi og boligpolitik, danske Dan Jørgensen, deltog sammen med borgmester Anders Winnerskjold fra Aarhus Kommune og EU-politisk assistent Rasmus Beim Hvide samt medarbejdere og partnere fra Johnson Controls i indvielsen af det udvidede Sabroe Holme-anlæg.
Johnson Controls har udvidet produktionen af Sabroe varmepumper og køleanlæg ved Holme, Aarhus.
Det skete mandag med deltagelse af Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold, EU-politisk assistent Rasmus Beim Hvide og EU-kommissær Dan Jørgensen, der klippede det røde indvielsesbånd.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Ønsket med udvidelsen er at øge produktions- og testkapaciteten for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter varmepumper med høj kapacitet i hele Europa.
Anlægget, der udelukkende drives af grøn energi, styrker den europæiske produktionskapacitet og bidrager samtidig til at mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer, fremhæver producenten.
Produktionsudvidelsen omfatter 2.300 kvadratmeter ekstra produktionsareal samt et 1.800 kvadratmeter stort kundeoplevelses- og testcenter, der overholder den seneste teststandard fra European Heat Pump Association (EN 14511).
"Dette anlæg har været grundlaget for innovation inden for opvarmning og køling, siden Thomas Sabroe grundlagde virksomheden her i 1897," sagde Vice President for Manufacturing Operations HVAC/R, EMEA, Benthe Klokkerholm på dagen, og tilføjede:
"Med denne udvidelse styrker Aarhus yderligere sin rolle som ekspertisecenter for fjernvarme-teknologi, der skaber værdi for kunder i hele Europa og den bredere region".
Alt i alt styrker faciliteterme Johnson Controls' evne til at designe, bygge og validere varmepumper med høj kapacitet til fjernvarme, offentlig infrastruktur og industrielle anvendelser, herunder miljøer med høje krav, fra forskningscampusser og biovidenskabelige laboratorier til universiteter og føde- og drikkevarevirksomheder, påpeges det.
Projektet forventes at skabe mere end 100 flere lokale arbejdspladser, og omfatter modernisering af eksisterende bygninger på stedet.
