
19. januar 2026, kl. 09:34
"Fremtidens Faglærte - Industri 4.0" er titlen for et projekt, som har fået støtte på 5,3 millioner fra Tietgenfonden, som med Odense Robotics og Craft Nation i spidsen skal give unge lettere adgang til den seneste robot- og automationsteknologi, og bidrage til at afhjælpe manglen på faglærte i industrien.
Danmarks robot-, automations- og droneindustri vokser, med tilsvarende efterspørgsel efter faglærte medarbejdere, og for at imødekomme behovet og styrke forbindelsen mellem erhvervsskolerne og industrien går Odense Robotics nu sammen med Craft Nation i det landsdækkende projekt: "Fremtidens Faglærte - Industri 4.0".
"Vi ved, at behovet for faglærte med de rette tekniske kompetencer vokser hurtigt. Med dette projekt vil vi skabe en stærkere kobling mellem erhvervsskolerne og industrien, så eleverne får adgang til og viden om den nyeste teknologi, og virksomhederne får lettere ved at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for," fortæller CEO i Odense Robotics, Søren Elmer Kristensen.
Projektet skal gennem en række konkrete initiativer, såsom virksomhedsbesøg for elever og lærlinge, faglige Masterclasses på skolerne samt omfatter et landsdækkende netværk for undervisere, så elever og lærlinge kan opnå bedre indsigt i branchen og få adgang til den teknologi og viden, der efterspørges. Samtidig får virksomhederne bedre muligheder for at møde kommende medarbejdere tidligt i forløbet.
"Hvis flere unge skal få øje på mulighederne i robot- og automationsindustrien, skal vi bringe skoler og virksomheder tættere sammen. Projektet giver elever og lærlinge adgang til den teknologi, viden og praksis, som virksomhederne efterspørger. Det styrker både kvaliteten i uddannelserne og de unges mulighed for at træde ind i en branche i hastig udvikling," siger Lasse Rønaa Lyngholm, leder i Craft Nation.
Projektet tager samtidig fat på en anden vigtig dagsorden - den grønne omstilling. Robotter, automation og droner spiller i dag en central rolle i både virksomhedernes udvikling og i omstillingen mod mere bæredygtige produktionsformer ved at effektivisere processer, reducere spild og understøtte flere grønne løsninger.
"Projektet giver kommende faglærte Hands-on-erfaring med teknologier, de vil møde i deres fremtidige arbejdsliv - og ikke mindst i arbejdet med den grønne omstilling. Ambitionen er at styrke elever og lærlinges faglige niveau og samtidig give virksomhederne bedre mulighed for at tiltrække dygtige faglærte. Hos Tietgenfonden glæder vi os til at se, hvordan projektet kan styrke de unges muligheder og udviklingen af en industri, der er i vækst," siger uddelingschef Christine Paludan-Müller, Tietgenfonden.
