
1. december 2020, kl. 07:14
Trumpf-datterselskabet Q.SNT har sammen med automationsproducenten Sick udviklet den første industrielle optiske kvantesensor, der er parat til serieproduktion, fremhæver parterne.
Det helejede Trumpf-datterselskab Q.ANT og sensor- og automationspecialisten Sick vil fremover fordybe sig i samarbejdet om udvikling af optiske kvantesensorer.
Repræsentanter for de to højteknologiske virksomheder har således underskrevet en samarbejdsaftale, der skal gøre kvanteteknologi i optiske sensorer kommercielt tilgængeligt for brug i industrien.
Aftalen er kommet i hus på baggrund af en vellykket funktionel test af dét, parterne betegner som verdens første optiske kvantesensor, der kan serieproduceres.
Kvantesensorer muliggør målinger med hidtil uset nøjagtighed. Eksempelvis kan yderligere detaljer i signalstøj opfattes, hvor hidtil ingen brugbare signaler har været målbare. Endvidere kan partikler, der er omkring to hundrede gange mindre end bredden på et menneskehår, nu registreres, påpeges det.
Ifølge parterne, så står kvantesensorer således fremadrettet til at blive 'dagligdagsudstyr' i forskellige brancher.
Eksempelvis kan de benyttes til at visualisere underjordiske strukturer, før et byggeri skal begynde. I medicinalindustrien vil de kunne gøre det lettere at bestemme den bedste sammensætning af tabletpulver. Og inden for elektroniksektoren vil elektroniskekredsløb kunne inspiceres igennem overflader.
I første omgang vil den udviklede kvantesensor, ifølge Trumpf og Sick, blive anvendt i en applikation med analyse af stoffer i atmosfærisk luft.
Eksperter ved Tysklands National Academy of Science and Engineering, Acatech, estimerer på baggrund af de aktuelle fremskridt, at det verdensomspændende salg af industrielle kvantesensorer vil kunne runde omkring otte miliarder kroner inden 2023 med de seneste fremskridt, konstateres det.
