
2. marts 2026, kl. 13:48
På bare seks hverdage gik Toftlund Maskinfabrik fra at stå med en kaput CO2-laser til at have modtaget en Amada Ventis 3015 6 kiloWatt-fiberlaser.
I forrige uge satte den hidtidige CO2-laser ved Toftlund Maskinfabrik ud, og virksomheden måtte derfor reagere hurtigt, for at blive ved med at servicere deres kunder på bedste vis.
Amada Denmark i Horsens har været i stand til at levere en Amada Ventis 3015 6 kiloWatt-fiberlaser på virksomheden i løbet af blot seks hverdage, oplyser salgs- og serviceselskabet af den japanske moderkoncern.
I samarbejde med Bøjes Kran- & Maskintransport har Amada Denmark mandag fået maskinen bugseret på plads i produktionen ved Toftlund Maskinfabrik, og påbegyndt installationen, og i nær fremtid vil den gedigne opgradering af virksomhedens kapacitet være på plads, understreger Amada Denmark.
Leverandøren påpeger, at Toftlund Maskinfabrik samtidig får et markant løft af deres hidtidige skærekvalitet og ikke mindst hurtigere gennemløbstider, fra tegning til færdigt emne.
