
5. februar 2026, kl. 18:42
Det første overgangsstykke til Offshore-vindparken Norlicht 1 ud for tyske Bokrum er nu blevet overfaldebehandlet. Det markerer en milepæl i projektet, fremhæver producenten CS WIND Offshore yard i Aalborg.
CS WIND Offshore yard i Aalborg har netop færdiggjort overfaldebehandlingen af det første overgangsstykke til Offshore-vindparken Norlicht 1.
Det kunne virksomheden annoncere torsdag, og i samme omgang kunne de melde det store emne klar til at blive transporteret til virkosmhedens nye TP-udstyrsområde ligeledes i Aalborg.
Det er faciliteten, hvor overgangsstykker, på engelsk kaldet Transition Pieces/TP’er, bliver klargjort og færdigbehandlet, inden de bliver transporteret ud til havvindmølleparker og er en vigtig del af forsyningskæden for havvindmøller.
I alt skal virksomheden producere 68 overgangsstykker til kunde, Vattenfall, der står for Nordlicht 1-projektet.
Nordlicht 1 er et havvindmølleprojekt i den tyske Nordsø med en kapacitet på cirka 980 megaWatt. Det ligger omkring 96 kilometer fra kysten og dækker et område på cirka 52,63 kvadratkilometer i vanddybder mellem 37 og 39 meter.
Projektet er en del af en større havvindklynge, som også inkluderer Nordlicht 2 med en kapacitet på omkring 630 megawatt. Installation af monopæle forventes at begynde i tredje kvartal af 2026, efterfulgt af opsætning af vindmøller i 2027.
Når projektet står færdigt, forventes Nordlicht 1 at blive Tysklands største havvindmøllepark. Projektet udvikles af Vattenfall og er et vigtigt skridt i udbygningen af vedvarende energi i regionen.
