Teknovation Logo




www.teknovation.dk > Spåntagende metalbearbejdning
  • Cookies politik
  • English
 

DAMRC vil vise unge en faglært vej

  • DAMRC-direktør Klaus Bonde Ørskov glæder sig over bevillingen fra Ege Fonden, som aktuelt muliggør pilotprojektet “Fra skole til faglært”.

23. juni 2026, kl. 12:18 

Med støtte fra Ege Fonden er Danish Advanced Manufacturing Research Center, DAMRC, gået ind i pilotprojektet “Fra skole til faglært – brobygning til industrien”, hvor folkeskolelærere i løbet af to dage skal tættere på moderne industri.


DAMRC i Herning vil nu give folkeskolelærere konkrete erfaringer med moderne produktion, teknologi og karriereveje i industrien, så de bedre kan inspirere eleverne til at se mulighederne i tekniske uddannelser.

Det sker med støtte fra Ege Fonden, som har muliggjort pilotprojektet “Fra skole til faglært – brobygning til industrien”, hvor folkeskolelærere i løbet af to dage skal tættere på moderne industri.

“Hvis flere unge skal vælge en teknisk eller faglært vej, skal de kunne se sig selv i den. Det kræver, at industrien bliver mere konkret og nærværende allerede i folkeskolen. Med det her projekt kan vi hjælpe lærerne med at bringe teknologierne og mulighederne tættere på eleverne,” siger DAMRC-direktør Klaus Bonde Ørskov.

I Region Midtjylland forventes der at mangle omkring 5.000 faglærte og ingeniører i 2030. Og derfor er der ifølge DAMRC brug for, at flere unge møder industrien tidligere. Ikke kun som noget, de hører om på afstand, men som noget konkret og relevant:

“Vi kommer til at mangle både faglærte og ingeniører. Derfor er det vigtigt, at vi ikke først taler med de unge, når de står over for et uddannelsesvalg. Vi skal vække nysgerrigheden tidligere. Og det gør vi bedst ved at vise dem, hvad moderne industri faktisk er,” siger Klaus Bonde Ørskov.

Hos Ege Fonden lægger man blandt andet vægt på projektets lokale forankring og at uddannelse, unge mennesker og samfund er i fokus:

“Når folkeskolelærere får tættere kontakt til industrien, får de også bedre mulighed for at vise unge mennesker, hvilke uddannelsesveje og fremtidsmuligheder der findes lige omkring dem. Det er vigtigt for de unge, for virksomhederne og for det lokalsamfund, de er en del af,” siger bestyrelsesformand Viggo Mølholm, Ege Fonden.

Pilotprojektet bliver gennemført som et to-dages undervisningsforløb hos DAMRC.
Her skal folkeskolelærerne arbejde med idéudvikling, Cad-/Cam-design, 3D-print og CNC-bearbejdning. De skal udvikle løsninger på en konkret case, omsætte idéerne til prototyper og få indblik i, hvordan moderne produktion fungerer i praksis.

Lærerne vil også få en rundvisning i DAMRC’s Teknologicenter, og her blive introduceret til konkrete karriereveje i industrien, og selv om “Fra skole til faglært” gennemføres i første omgang som et pilotprojekt, lyder ambitionen, at forløbet på sigt kan gentages årligt og udvides, så endnu flere folkeskolelærere får mulighed for at arbejde praktisk med teknologi, produktion og industriforståelse.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 




 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik