Teknovation Logo




www.teknovation.dk > Spåntagende metalbearbejdning
  • Cookies politik
  • English
 

VIVO Production udvider

  • Med udvidelsen kan VIVO Production-indehaver Jesper Larsen nu samle aktiviteterne på én adresse, og får samlet et fordoblet produktionsareal til rådighed.

22. juni 2026, kl. 09:56 

Sønderjyske VIVO Production ApS indtager større faciliteter, da man har købt nabobygningen til virksomhedens spåntagende CNC-bearbejdningsafdeling, og her indretter smede- og montageværksteder, som flyttes fra eksisterende rammer til det nu udvidede, fordoblede produktionsareal.


Det bliver nu muligt for VIVO Production i højere grad, at byde ind på større svejse- og montageopgaver end hidtil, idet virksomheden har købt nabobygningen, og nu samler smede-aktiviteterne i rammer ved CNC-bearbejdningsafdelingen, oplyser indehaver Jesper Larsen.

Når flytningen er gennemført i efteråret, får VIVO Production omkring 500 ekstra kvadratmeter til rådighed for smedeafdelingen, som samlet herefter vil have et produktionsareal på cirka 1.000 kvadratmeter. 

"Det har taget nogle år at nå hertil. Det kræver kunder, der vælger en, og det kræver tid at bygge en forretning op. Men vi kan mærke, at hvis vi skal udvikle os videre, så har vi brug for mere plads," siger Jesper Larsen.

Ud over at smedeafdelingen opgraderes, så betyder overtagelsen af nabobygningerne også øget areal til CNC-maskinerne, hvor man på det seneste har kæmpet med, at der ikke er plads til flere CNC-maskiner:

"Nu får vi mulighed for at investere yderligere og skabe bedre rammer for de opgaver, vi gerne vil løse," konstaterer Jesper Larsen, og oplyser, at de større faciliteter blandt andet byder ind med større loftshøjde og bedre krandækning, hvilket gør det muligt at håndtere stadig større emner og mere omfattende projekter end i dag, ligeledes i den spåntagende del af virksomheden.

"Bearbejdning er én ting, men med de nye faciliteter bliver vi i stand til at tage ansvar for flere dele af processen. Det er lige fra svejsning og maling til montage og samling af færdige elementer," fortæller Jesper Larsen.

Udvidelsesmuuligheden betyder også, at VIVO Productions smedeafdeling og CNC-bearbejdningsafdeling snart samles på samme adresse, og det er planen at samle virksomhedens kontorfaciliteter i den tilkøbte bygning, hvor der også bliver bedre fællesfaciliteter for medarbejderne, fremhæver Jesper Larsen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 




 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik