
22. maj 2026, kl. 07:38
Forud for næste års industrimesse i MCH-Messecenter Herning har messecentret og Teknovation indgået en mediepartner-aftale for hal C, som vil have værktøjsmaskiner - til både spån og plade - og tilhørende værktøj og øvrig teknologi i fokus.
Tilbage i efteråret var der i hal C på HI 2025-messen flere udstillere med metalbearbejdningsteknologi, både til spåntagende såvel som til pladebearbejdning, og ambitionen i 2027, nærmere bestemt 5. til 7. oktober, er et større setup. Og Teknovation vil her være med som hallens mediepartner.
Det er resultatet af en aftale mellem MCH-Messecenter Herning og Teknovation, som tidligere i maj også blev introduceret for interesserede kommende udstillere i medlemsgruppen Industriel Bearbejdnign fra Brancheforeningen Industriel Teknik, Værktøj & Automation, BITVA.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Det giver rigtig god mening at samle metalindustrien i et dedikeret fokusområde på HI 2027. Når CNC-maskiner, værktøj, svejsning og produktionsudstyr samles ét sted, styrker det både synligheden, samarbejdet og forretningsmulighederne i branchen - og den tætte faglige dialog og vidensdeling er afgørende for innovation og vækst i metalindustrien," påpeger Mazak Danmark-direktør Lars Lynge, som er medformand for Industriel Bearbejdning i BITVA.
Også i teamet bag HI-messen er forventningerne til det nye mødested store, og projektleder Sisse F. Merrild Nielsen, MCH, udtaler:
"Det bliver lettere for både besøgende og udstillere at finde relevante løsninger, kompetencer og samarbejdspartnere. Vi oplever en stor efterspørgsel på specialiserede fagmiljøer på HI-messen, og derfor er det helt naturligt at styrke metalområdet i tæt samarbejde med branchens egne aktører. Ambitionen er at skabe et mødested, hvor man som besøgende får inspiration, konkrete løsninger og nye relationer med hjem".
HI-messerne i ulige årstal omfatter traditionelt flere sektorer, anført af Automation & Robotter, der primært dækker hallerne E, G, M og L, Underleverandører i J- og K-hallerne, Intern Logistik i hal H og ingeniørernes TechnoMania-område i hal F. Og i 2027 altså så HI Metalbearbejdning i hal C, hvor også Svejseklubben vil have deres målrettede område, der er en del af HI-messerne hvert fjerde år.
