Teknovation Logo



www.teknovation.dk > Spåntagende metalbearbejdning
  • Cookies politik
  • English
 

Studer ser positive 2026-tegn

  • Direktør for Studer Sandro Bottazzo (midt) kunne fortælle om positive resultater i 2025 på trods af udfordrende geopolitiske forhold. Virksomheden styrkede blandt andet den globale markedsposition, udvidede produktporteføljen og investerede signifikant i infrastruktur og kundepleje. T.v. COO Stephan Stroll t.h. CTO Daniel Huber.

7. februar 2026, kl. 14:56 

Schweiziske Studer rundede et lidt lavere salg end i 2024, men opnåede til gengæld en højere ordreindgang sidste år, og kunne ved 2026-udgaven af hus-eventet Motion Meeting fredag blandt andet fremhæve salget i Danmark.


Studer Motion Meeting, der fredag løb af stablen i 2026-udgaven ved firmaets hovedsæde i schweiziske Thun, er et event, hvor CNC-rundslibemakinproducenten gør status på det forgangen år og løfter sløret for tendenserne i det nye.

Salget, der lå lidt under 2024-resultatet, oversteg takket være en stærk afslutning de på forhånd stillede forventninger, oplyste direktør Sandro Bottazzo.

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Andelen af nye kunder rundede 44 procent, og året bød på en særligt stærk efterspørgsel fra Nordamerika og Asien, samt i enkelte europæiske lande som Frankrig, Tjekkiet og Danmark.

Tysklands, Italiens og Schweiz’ resultater lå under årets forventninger - ikke mindst på grund af en fortsat fodslæbende automobilindustri - men virksomheden bevarede eller udvidede markedsandelen.

Med de positive 2026-takter i mente er forventningen, at bunden er nået her.

På brancheniveau blev aerospace for først gang det største enkeltsegment og udgjorde næsten en tredjedel af alle ordrer.

Andre vigtige områder var præcisionsteknik, værktøjsmaskiner og automobilindustrien.

De mest solgte maskinmodeller var S33, S31 og S41, mens topmodellen S141 opnåede et af de bedste salgsresultater de seneste ti år.

Direktøren fremhævede dertil en særlig god modtagelse af de på EMO 2025-lancerede S23-universalslibemaskinevarianter og den seneste generation af entrymodellen favorit-CNC.

Endvidere slog service- og vedligeholdelsesområdet salgsrekord igen.

Endelig blev der taget yderligere tiltag for at digitalisere produktionen med henblik på at arbejde papirløst i værdikæden, lød det afsluttende.

Studer, der er en del af schweiziske United Machining Solutions, er i Danmark repræsenteret af Masentia A/S, Odense, hvis repræsentanter var på plads i Thun.

Her blev de traditionen tro klædt på til at kunne præsentere den seneste tekniske udvikling for de danske kunder.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik