
22. januar 2026, kl. 13:26
Det tidligere A/S Kurt Rasmussen Værktøjsmaskiner Eftf. er i sidste del af 2025 blevet til Kurtras, men fortsat med Henrik Jensen og Pia Jensen som indehavere, og i de hidtidige rammer i Horsens. Det fik borgmester Peter Sørensen til at kigge forbi.
Borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune, var torsdag forbi hos lokale Kurtras, som aktuelt har skiftet navn, og fik en snak med ejerne Henrik Jensen og Pia Jensen.
Kurtras har som virksomhed rødder tilbage til 1974, hvor firmaet blev grundlagt af Kurt Rasmussen, som siden solgte, og navnet blev til Kurt Rasmussen Værktøjsmaskiner Eftf.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Fremadrettet er navnet Kurtras - et navn, der både skal pege fremad og bygge videre på en stolt historie, understreger borgmesteren, oven på det indtryksfulde besøg.
Kurtras er primært leverandør af maskiner til den danske metalindustri såvel som tilhørende service, og virksomheden er specialiseret i import, salg og vedligehold af drejebænke, bearbejdningscentre og fræsemaskiner samt tilbehør.
Programmet omfatter agenturer inden for konventionelle drejebænke og fræsemaskiner såvel som afkortningsløsninger. Når det gælder CNC-maskiner er hovedagenturerne i dag Cosen på CNC-båndsave, Hartford CNC-fræse- og -bearbejdningscentre, XYZ CNC-drejebænke, Manford CNC-bearbejdningscentre samt Kasuga CNC-bearbejdningscentre.
Og selv om firmanavnet nu er ændret, så er det hidtidige CVR-nummer med videre samme som hidtil.
