
12. januar 2026, kl. 15:38
DMG MORI fremhæver aktuelt de seneste muligheder for produktion med 'massetilpasning'. Fremgangsmåden demonstreres live ved firmaets åbenthus 26. januar til 6. februar, hvor en dansk delegation kommer forbi 2. til 4. februar.
Producenten af CNC-maskiner og tilhørende automatiseringsudstyr DMG MORI giver med jævne mellemrum deres syn på sagen om de større udviklingstræk inden for fremstillingsindustrien.
En udvikling, der vinder mere og mere frem, er produktion med massetilpasning (Mass Customization), der ideelt set kombinerer det bedste fra virksomheder, som udfører masseproduktion af emner, med dem, som primært laver individuelt tilpassede løsninger.
I et aktuelt indlæg på firmaets hjemmeside fremhæver producenten udviklingen på basis af de seneste teknologiske fremskridt.
DMG MORI er her ikke sen til at fremhæve den egne produktion ved værket i tyske Pfronten, og ikke mindst den senest etablerede Monoblock Excellence Factory, der, ifølge producenten, demonstrerer et succesfuldt bud på, hvordan fremtidens produktion kan se ud.
Dette i form af en en kombination af automatisering, digitalisering og fleksibilitet, der gør det muligt at producere unika til seriepriser, og hvis kontinuerlige udvikling vises frem ved det årlige åbent hus-event, som i år løber af stablen om to uger - med en dansk delegation af branchedeltagere på plads 2. til 4. februar.
I det aktuelle indlæg påpeger producenten videre, hvorledes massetilpasning og individuel produktion helt enkelt ikke længere er modstridende begreber.
Med fremkomsten og den kontinuerlige udvikling af Industri 4.0-visionen er grænsen mellem masseproduktion og skræddersyede løsninger blevet udvisket. Massetilpasning gør det faktisk muligt at producere unikke produkter i store mængder – til priser, der matcher serieproduktion - understreges det.
ifølge producenten findes der to hovedveje til massetilpasning i form af blød og hård tilpasning. Blød tilpasning lader kunden tilpasse produktet efter køb eksempelvis gennem software eller tilvalg, uden at produktionsprocessen ændres.
Hård tilpasning integrerer kundens specifikke krav direkte i produktionen. Dette ofte gennem modulbaserede systemer, der gør det muligt at skabe unikke produkter ved at kombinere standardiserede byggesten.
Den ultimative form for massetilpasning er 'batchstørrelse ét' med effektiv produktion af unika i store mængder. Dette kræver avanceret digitalisering, herunder digitale tvillinger, der simulerer og optimerer produktionen.
Interoperabilitet mellem alle systemer er afgørende for at skabe en fuldt netværket og automatiseret proces, fra bestilling af råmaterialer til færdigmontering.
Industriel IoT og cloudplatforme som Productionplaning & Control sikrer en kontinuerlig datastrøm, der binder hele værdikæden sammen. Kunstig intelligens og big data spiller en nøglerolle i at analysere og forbedre produktionen yderligere.
Virksomheden betegner sig som en af pionererne inden for massetilpasning, da den i dag tilbyder fleksible, automatiserbare værktøjsmaskiner og digitale løsninger, der integrerer enkeltstykproduktion i intelligente produktionskæder.
Endelig fremhæver DMG MORI Monoblock Excellence Factory-enheden i Pfronten igen, og hvorledes den demonstrerer, hvordan fremtidens produktion konkret kan se ud i form af en kombination af automatisering, digitalisering og fleksibilitet, der gør det muligt at producere unika til seriepriser.
Massetilpasning er således ikke længere en vision – det er en realitet, der former fremtidens industri, konstateres det.
