Teknovation Logo



 

Terma og Airbus Helicopters indgår MoU

  • Samarbejdet mellem Airbus Helicopters og Terma hviler allerede på et konkret og aktivt fundament, hvor den underskrevne MoU nu tilføjer yderligere en række projekter.

19. august 2026, kl. 09:46 

Sideløbende med åbningsdagen på DALO Industry Days 2026 i Herning er der onsdag formiddag indgået et Memorandum of Understanding, MoU, mellem Terma A/S og Airbus Helicopters. Aftalen ventes at skabe flere højteknologiske arbejdspladser i Danmark.


Terma meddeler, at virksomheden har indgået yderligere en strategisk aftale, som vil bane vej for et styrket samarbejde med Airbus Helicopters om en række kommende helikopterprojekter. Aftalen fremmer både operationel suverænitet og skaber højteknologiske arbejdspladser i Danmark, fremhæver Terma.

Med udgangspunkt i et allerede stærkt fundament fastlægger den underskrevne hensigtserklæring yderligere en række projekter for det fremtidige samarbejde. Disse initiativer vil fokusere på centrale områder af fælles interesse: Avanceret produktion (herunder emner i komposit og metal), integration af kritiske systemer, såsom Termas systemer til elektronisk krigsførelse, EWS, fælles banebrydende forskning og teknologi samt aftale om vedligehold, reparation og eftersyn, MRO.

Sidstnævnte MRO-projekt skal sikre maksimalt operationelt beredskab for det danske forsvar, idet begge aftalens parter vil undersøge mulighederne for at udføre MRO-tjenester på fly og komponenter samt uddannelsesløsninger for teknikere gennem det nyligt etablerede Joint Venture mellem Terma og Kongsberg Aviation Maintenance Services. Det regionale nordiske Joint Venture vil få kapacitet til at fungere som et nationalt industrielt vedligeholdsknudepunkt, hvilket sikrer, at Danmark etablerer et selvstændigt, nationalt økosystem for support, understreges det.

"Vores igangværende samarbejde med Airbus Helicopters har vist den tydelige styrke ved dette partnerskab. Ved at kombinere Airbus’ globale rækkevidde med vores specialiserede teknologier og nationale MRO-infrastruktur er vi i stand til at levere hidtil uset autonomi, teknisk kapacitet og bæredygtig industriel vækst til gavn for Danmark og europæisk sikkerhed," siger Oscar Cosman Brøndum, der er Vice President for Partnerships & Industrial Cooperation hos Terma, og han suppleres af Head of Europe Thomas Hein, Airbus Helicopters:

"Terma er en foretrukken og betroet partner, og denne hensigtserklæring afspejler vores stærke engagement i den danske forsvarsindustri og retningslinjerne fra Erhvervsstyrelsen. Ved at udnytte vores helikopterplatforme i verdensklasse i kombination med Termas ingeniørkompetencer og det nye Joint Venture styrker vi den lokale operationelle tilgængelighed, samtidig med at vi integrerer dansk innovation endnu dybere i vores globale forsyningsnetværk".


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 



 
 

 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.


Persondata- og cookiepolitik