
25. juni 2026, kl. 15:28
DI's viceadministrerende direktør Søren Kryhlmand glæder sig over regeringens fremsatte lovforslag om en certificeringsordning for internationale medarbejdere, som ventes at kunne træde i kraft ved årsskiftet 2026/2027.
DI betegner det som en milepæl, at arbejdsmarkedets parter står sammen om international rekruttering på ordnede forhold i Danmark, hvilket regeringen nu har fremsat et lovforslag om. Den såkaldte certificeringsordning vil sikre danske virksomheder en styrket mulighed for at rekruttere international arbejdskraft til overenskomstbærende arbejde på det danske arbejdsmarked, understreger DI's viceadministrerende direktør Søren Kryhlmand:
"Det er en glædelig nyhed, at regeringen har fremsat lovforslaget om den nye certificeringsordning for international arbejdskraft uden for EU. Med den er der en ordning for at kunne tiltrække arbejdskraft fra tredjelande for hver af de forskellige kategorier, hvor der mangler arbejdskraft," siger Søren Kryhlmand.
Ordningen giver virksomhederne mulighed for bedre at kunne ansætte den nødvendige arbejdskraft. Samtidig vil den styrke den danske model, fordi den sikrer, at virksomheder med ordnede forhold får en klar fordel, forklarer Søren Kryhlmand:
"Vi har set frem til denne dag længe, og der er grund til at rose alle de partier, der står bag. Lovforslaget er et afgørende skridt, som viser, at vi kan være med til at løse virksomhedernes behov for arbejdskraft, samtidig med at vi værner om de danske løn- og arbejdsvilkår og den danske model. Alle dele er noget, der er vigtigt for os i DI, for det beskytter både de ansatte og de ansvarlige virksomheder," understreger Søren Kryhlmand, og oplyser, at lovforslaget står til at blive behandlet i Folketinget i august for at kunne træde i kraft den 1. januar 2027.