
23. februar 2026, kl. 14:38
AM Learning Lab Herningsholm og Markforged har indgået et samarbejde, der har ført til installationen af 3D-printerproducentens FX10-maskine med et metalprint-setup.
Med installationen af Markforged-flagskibsmodellen af 3D-printere FX10 markerer AM Learning Lab Herningsholm og Markforged et netop indgået samarbejde.
Maskinen, der i værkstedet slupperes af flere mindre modeller fra producenten, gør det muligt at fremstille emner i komposit/kulfiberforstærket nylon såvel som metal, da optionen for metalprint med yderligere komponenter er blevet tilvalgt.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
Byggevolumen er på 300x220x180 millimeter, og de printede emner har høj mekanisk styrke, især når de fremstilles med forstærkning eksempelvis metal for strukturel ydeevne, fremhæves det.
Ved metalfremstilling lægges tynde lag af metalpulver bundet i et bindingsmateriale, så massen til sidst udgør et råemne på mål.
Derefter foretages en bindemiddelfjernelsesproces, hvor bindemiddelrester tages bort.
I det næstsidste trin sinteres emnet i en højtemperaturovn, hvor metalpartiklerne smelter sammen uden at smelte helt, hvilket øger tæthed og styrke. Dermed reduceres emnets størrelse (typisk 15 til 20 procent), hvilket der skal tages højde for i designfasen.
Endelig kan brugeren vælge at lade emnet gennemgå yderligere efterbehandlingstrin for at opnå ønskede overflade- og materialeegenskaber og dimensionel præcision, såsom polering, overfladebehandling, varmebehandling og korrosionsbeskyttelse.
Ifølge AM Specialist ved AM Learning Lab Herningsholm Kasper Moesgaard handler samarbejdet om at skabe et stærkt test- og læringsmiljø, hvor virksomheder og uddannelser kan få hands-on erfaring med både composite- og metalbaseret 3D print.
Det er endvidere muligt at se og høre om, hvordan anlægget kan anvendes i praksis, ved at tage kontakt til AM Learning Lab Herningsholm gennem erhvervsskolen, konstaterer han.
Markforged repræsenteres i Danmark af Addinor, en del af PLM Group Danmark.