Teknovation Logo
robot

 
  • Bag forslaget til Øresundsaftalen står den særlige Greater Copenhagen Task Force.

6. maj 2024, kl. 16:08 

DI: Øresundsaftalen fjerner besvær

Efter mere end 20 års venten vil regeringen med en ny Øresundsaftale mellem Danmark og Sverige endelig gøre det lettere for virksomhederne at ansætte medarbejdere på tværs af Øresund, påpeger DI.


Den eksisterende Øresundsaftale har i årtier givet en lang række administrative besværligheder ved at arbejde på den anden side af Øresund – både for virksomheder og for medarbejdere. Derfor er det store potentiale i Nordens største arbejdsmarked på fire millioner indbyggere ikke blevet indfriet. Nu skal en revision af Øresundsaftalen få arbejdskraften til at flyde mere frit over sundet, noterer DI's administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:

"Vi har ventet længe på en revision af Øresundsaftalen, så det glæder mig virkelig meget, at Danmark og Sverige nu er enige om at forbedre den. Det vil gøre det lettere for virksomhederne at ansætte medarbejdere på tværs af Øresund. Det er i den grad på tide, at to nabolande med en bro imellem endelig finder ud af at integrere deres fælles arbejdsmarked – det er til glæde både virksomheder og medarbejdere," siger Lars Sandahl Sørensen, og fortsætter:

"Stor ros og tak til regeringen for endelig at gøre noget konkret for integrationen mellem Danmark og Sverige. Alt for længe har det været alt for besværligt at agere på vores fælles arbejdsmarked med 4 mio. mennesker i Øresundsregionen," siger Lars Sandahl Sørensen.

Hensigten om revision af Øresundsaftalen afspejler i vid udstrækning de ønsker, som Greater Copenhagen Task Force - hvor begge regeringer indgår sammen med Dansk Industri, Svenskt Näringsliv, Sydsvenska Handelskammaren og Öresundsbro Konsortiet – har til revision af aftalen. Beregninger fra Greater Copenhagen viser, at et fuldt integreret arbejdsmarked over Øresund kan resultere i en årlig gevinst på op mod 3 milliarder kroner for svensk og dansk økonomi tilsammen.

"Danmark lider under mangel på arbejdskraft, og danske virksomheder har et stort behov for den ekspertise, der findes i Sverige. Det kan ikke siges tydeligt nok: svenske kollegaer er afgørende for Danmark og det danske arbejdsmarked," siger Lars Sandahl.

"Danmark og Sverige har stærke fælles interesser i at realisere ambitionen om en sammenhængende og fuldt integreret Øresundsregion – både for regionens virksomheder og de mere end 4 millioner indbyggere. Derfor er det en rigtig god nyhed og en stor succes for det dansk-svenske samarbejde på det fælles arbejdsmarked, at vi nu får en ny og mere moderne Øresundsaftale," siger Lars Sandahl Sørensen.

Flere og flere svenskere tager over Øresund for at arbejde i hovedstadsområdet. Bare i det seneste år er antallet steget med omkring 1.000 personer. Det viser, at der allerede er en stor interesse for at arbejde i Danmark hos mange svenskere. Med aftalen kan vi forvente, at den generelle svenske interesse for at arbejde i Danmark bliver styrket.

"Øresundsregionen er økonomisk, arbejdsmarkedsmæssigt og kulturelt set en strategisk vigtig region for både Sverige og Danmark, og det skal være nemt at arbejde, bo, ansætte medarbejdere og etablere virksomhed på tværs af regionen," siger Lars Sandahl Sørensen.

Øresundsaftalen er en skatteaftale mellem Danmark og Sverige, der gør, at du som pendler beskattes af hele din løn i det land (Danmark/Sverige), du normalt arbejder i (arbejdslandet).

Revisionen af aftalen vil gøre det nemmere for virksomheder, fordi de i mindre grad skal forholde sig til to landes forskellige skattelovgivninger. Revisionen vil blandt andet også sikre, at medarbejdere kan arbejde hjemmefra og remote i mere fleksibelt omfang uden at falde ud af aftalen.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik