Teknovation Logo
robot

 
  • Morten Christensen er med Tooltek seneste aktør på det danske marked for skærende og holdende værktøj såvel som øvrigt udstyr, herunder måleteknik, til den metalbearbejdende industri.

18. august 2020, kl. 14:32 

Morten Christensen starter eget firma

Et kendt ansigt i den metalbearbejdende industri herhjemme, Morten Christensen, har fået foden under eget bord, og etableret firmaet Tooltek, med base i Esbjerg, som primært vil levere værktøj og måleudstyr til spåntagende branchevirksomheder. 


Morten Christensen meddeler, at han har etableret egen virksomhed, efter at have haft tanker i den retning igennem noget tid:

"Men, jeg vil først være selvstændig den dag, jeg kan gøre en forskel. Og det kan jeg nu med den viden og erfaring, jeg har fået,” fortæller Morten Christensen, der er uddannet maskinarbejder og skiftede efter ti år ved maskinerne over på den anden side for at sælge CNC-maskiner og værktøj.  

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Først var det hos JL Maskiner (i 2006), som senere blev solgt til Flextek A/S. Han flyttede med, da der kom andre ejere, og sad i to år i den interne salgsafdeling og havde kontakten til maskinleverandørerne i Taiwan og Italien. Herefter blev han divisionschef hos CNC.dk, som havde speciale i service og ombygning af CNC-maskiner i hele landet. De sidste to og et halvt år har han arbejdet med salg af værktøj hos Tryl Værktøj.

I Tooltek har han opbygget en lille portefølje af værktøj og udstyr, blandt andet i form af agenturet på M&H Hexagon-udstyr som måleprober og toolsetters samt tilhørende software. Firmaet er også lige blevet forhandler af Kemmler-holdere og af skærende værktøj fra Taegutec.

Derudover tilbyder Morten Christensen at designe og producer selv for kunderne, når det gælder opspændingsudstyr til drejebænke og bearbejdningscentre, for eksempel specialbakker og -holdere samt kuber og specialskruestikke.

”Nu er jeg kommet i gang, så må vi se, hvordan forretningen udvikler sig. Behovet i industrien peger helt klart på løsninger, der kan være med til at automatisere produktionen. Inden for de sidste mellem fem og seks år har der især været stor efterspørgsel på forskelligt måleudstyr inden for Hexagon-segmentet. Der sker en masse i vores branche,” forklarer branchens seneste firmaejer. Han fortsætter:

”Kunderne har brug for, at vi nørder os ind på det, de har brug for. Sådan kan vi være med til at differentiere vores kunder på markedet. Jeg kan hjælpe kunderne med at udnytte deres CNC-maskiner bedre, end de gør i dag. Og så skal kunderne vide, at de kan regne med mig. En aftale er en aftale, sådan er jeg,” påpeger Morten Christensen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 

   

 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik