www.teknovation.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Se vores cookies-politik >>
26. juni 2025, kl. 09:28
Blandt de seks nominerede blev det danske Scurid fra Odense, som blev tildelt hæderen Europe's Best Robotics Startup 2025. Det skete i forbindelse med Automatica 2025-messen i München, der løber til og med fredag den 27. juni.
Blandt seks lovende nominerede Startups fra hele Europa, var der tre med adresser i Danmark, som indtog scenen for at præsentere deres robotløsninger foran et publikum bestående af investorer og brancheeksperter ved Startup Arena på Automatica 2025 i München.
Odense-baserede Scurid skilte sig ud med deres softwareplatform, der forenkler og sikrer sporbarhed og tillid til data - en løsning, der imponerede både juryen og publikum, og indbragte dem titlen og en præmie på 5.000 euro.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Jeg er helt overvældet - på den allerbedste måde! Både begejstret, overrasket og dybt taknemmelig. At få anerkendelse for det hårde arbejde betyder virkelig meget, og jeg er oprigtigt glad. De andre startups var utroligt imponerende, og netop derfor føles det ekstra meningsfuldt at få denne anerkendelse. Den her pris giver os ekstra fart på rejsen - og at få den fra en så kompetent jury er enormt opmuntrende. Tusind tak til Odense Robotics, Teknologisk Institut, Invest in Odense og hele økosystemet omkring os. Jeres støtte har gjort det muligt for os at nå hele vejen til denne flotte pris," sagde Scurid-CEO Sushant Pandey i forlængelse af tildelingen af hæderen.