Zeiss vil på Control 2012-messen i Stuttgartm, der holdes 8. til 11. maj i Stuttgart, blandt andet byde på verdenspremiere på producentens seneste koordinatmålemaskine Micura.

Micura har et måleområde på 500x500x500 millimeter, og præsterer en måleusikkerhed på mindre end 1 mymeter, og er dermed egnet til små og mellemstore emner med de allerskrappeste krav til præcision, eksempelvis tandhjul, medicinske implantater, optiske linser og andre præcisionsdele.

Kernen i Micura er Zeiss‘ Vast-XT Gold-målehoved, der med en hastighed på 200 målepunkter/sekundet kontinuerligt scanner emneoverfladen. Med optionen Vast Navigator tilpasser scanningshastigheden sig den enkelte måleopgave; Ved enkle konturer uden særlige krav, bevæger Micura sig hurtigere, og hvor der er krævet maksimal præcision, tilsvarende langsommere.

Zeiss har lagt særlig vægt på stabilitet og stivhed ved udvikling af Micura. Dens føringer er keramiske, og den er udstyret med fire-sidede luftlejer med stor støttebasis på alle bevægelige dele.

Hvor man hidtil skulle op i en helt anden prisklasse for at få tilsvarende specifikationer, bliver højpræcision og Vast-scanning nu tilgængeligt for en bredere kreds, og ikke mindst, også mindre virksomheder, fremhæver Zeiss.

Flere informationer: her
Tilbage til forsiden