Næsten 11 milliarder kroner. Så meget har det svenske firma Hexagon måttet punge ud med for at overtage Intergraph, der er en af de absolutte pionerer inden for Cad, geografiske informationssystemer og software til alarmcentraler. Intergraph har i årenes løb udviklet en række Cad-systemer som for eksempel Solid Edge, der i dag ejes af Siemens PLM Software. Desuden står Intergraph bag Cad-systemerne Smartplant og Smartmarine til design af henholdsvis industrianlæg og skibe.
Intergraph har desuden de seneste været én af de førende spillere inden for geografiske informationssystemer, GIS, og har i tidens løb også produceret hardware som tekniske arbejdsstationer til brug i forbindelse med Cad og GIS.
Hexagon fremhæver i en meddelelse ved overtagelsen, at virksomheden forventer at Intergraph vil fortsætte med at vokse markant de kommende år. Intergraph var i en årrække inde i en mindre krise, men har de seneste år især lukreret på sine sikkerhedssystemer, der er gået som varmt brød efter terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.
Intergraph har mange danske kunder især inden for GIS. Kunderne befinder sig for størstedelens vedkommende i den offentlige sektor, men også private virksomheder som forsyningsselskaber og rådgiverfirmaer anvender software fra Intergraph.