Rækken af Spåntagningsdage i Odense, arrangeret af Flextek A/S, Yamazaki Mazak Danmark A/S samt KJ Værktøj A/S, er traditionelt en række målrettede halvdagsarrangementer. Torsdag var en undtagelse. Her stillede de tre samarbejdspartnere hele dagen skarpt på de seneste maskiner og værktøjsløsninger, som netop er blevet introduceret i forbindelse med Emo 2009 i Milano.

Det tiltrak op imod 200 deltagere, der havde en faglig interessant dag. Programmet bød på tekniske indlæg om de seneste produkter og praktiske demonstrationer på de opstillede maskiner krydret med indlæg om hvordan man kommer videre efter Finanskrisen, racer-simulatorer og gode muligheder for at netværke på tværs af de forskellige spåntagende kompetencer.

De faglige inputs kom fra de tre leverandører, mens det var Jyske Banks senior makroanalytiker Jens Rønholt, der gav tilhørerne mulighed for at forstå finanskrisen. Årets DTC-vinder Michel Nykjær og det øvrige Team Chevrolet Motorsport Danmark tog sig af racerbil-simulatorerne, som der var god interesse for hele dagen igennem ligesom der var rig lejlighed til at besigtige de udstillede maskiner og spørge ind til værktøjsløsningerne samt få præsenteret egentlig live-bearbejdning.
Tilbage til forsiden