Mere end 100 fagfolk har inden fredag meldt deres ankomst til Spåntagningsdagen i Odense på torsdag - den 28. oktober - hvor Flextek A/S, Yamazaki Mazak Danmark A/S og KJ Værktøj A/S stiller skarpt på tendenserne fra årets messe i Milano ved en særlig Emo-event.

Og selv om man ikke længere kan deltage i den særlige konkurrence om at blive helikopterpilot for en dag, hvor vinderen udtrækkes blandt de første 100 tilmeldte, så er der stadig mulighed for at tilmelde sig arrangementet, hvor programmet så at sige køres to gange - dels fra morgenstunden, dels fra efter frokost.

Efter morgenbuffeten klokken 9.30 indleder Mazak med en introduktion til blandt andet det kompakte Integrex I150-Multitaskingcenter, som er bragt direkte fra Milano til Odense. KJ beretter efterfølgende om de seneste værktøjsløsninger fra Iscar, og så er der indlagt et programpunkt med senior markedsanalytiker Niels Rønholt, Jyske Bank, hvorefter Flextek afslutter formiddagens indlæg. Klokken 12.30 køres indlæggene så en gang mere frem til klokken 16.

Man kan naturligvis også besigtige maskinerne, og høre nærmere om værktøjsløsningerne i de indlagte pauser ligesom der dagen igennem er mulighed for at møde årets DTC-vinder, racerkører Michel Nykjær fra Chevrolet Motorsport Danmark, ligesom man ved arrangementet i KJ Værktøjs showroomfaciliteter kan køre i racerbil-simulator.

Tilmelding kan ske her