En af målsætningerne med Spåntagningsdage for de tre arrangører, Flextek A/S, Yamazaki Mazak Danmark A/S og værterne hos KJ Værktøj A/S i Odense, er at arrangementerne skal bygge på tæt dialog med brugerne. Derfor er der begrænset deltagerantal til arrangementerne. Når så langt flere melder sig, så arrangeres blot flere eftermiddagsseancer, så ingen henvender sig forgæves, og alle får en udbytterig oplevelse. Med det aktuelle tema om fem-akset bearbejdning og generel fræsning, var onsdagens arrangement således et "ekstra-seminar". Torsdag er den oprindelige Spåntagningsdag. Og på de to dage betjenes over 75 interesserede, som blandt andet introduceres til fem-akset bearbejdning på Mazaks Variaxis 630-5XII samt Okumas Multus B400W og værktøj fra KJ-programmet fra Iscar og YG.
Flextek og Michael Olsen, La Vie har sammen en opstilling med Delcams Powermill-løsning, mens Mazak og Edge-Team i samarbejde demonstrerer seneste version af Edgecam.
På værktøjssiden er Iscars Helido Upfeed H600-fræser noget der tiltrækker sig opmærksomhed. Der er tale om en effektiv værktøjsfamilie bestående af dobbeltsidede platter med seks skærkanter. Platterne tilbydes i Sumotec-kvaliteter.
Interesse er der også for Sumomill T290 tangentiel fræser, som er alene blandt fræsere med tangentielt monterede skær, der kan lave Rampdown.