Op mod et halvt hundrede fagfolk var torsdag samlet hos KJ Værktøj i Odense, hvor firmaet sammen med Mazak og Flextek var værter for den første af en række Spåntagnignsdage. Deltagerne fik en række korte oplæg til de efterfølgende praktiske bearbejdningseksempler. Blandt andet af KJ´s Jørgen Madsen, der forklarede arbejdsgangen og de forskellige data omkring skærehastighed, tilspænding og spåndybder under drejning af et konkret emne (billedet). Der var også værktøjsindlæg ved KJ´s Jens Limkilde.

Arrangementet blev således booked fuldt ud, idet målsætningen er at samle cirka 30 af gangen. De - og alle andre - kan nu se videoklip med eksempler på de bearbejdninger, der blev lavet på den første Spåntagningsdag, hvor bearbejdning af en række komplekse emner blev gennemgået og demonstreret i praksis på de opstillede avancerede maskiner fra Mazak og Flextek, som er flyttet ind i demofaciliteterne hos KJ i Odense.

Der blev vist flere eksempler på hvordan man på én og samme maskine kan færdiggøre selv meget komplekse emner. Maskinerne er fuldt udstyret med blandt andet køling, og der blev derfor kørt med optimale data og for alvor taget spån i såvel ST 52.3-stål, 316L rustfri stål samt messing med værktøj fra Iscar og YG.

Der blev således udvekslet livlige kommentarer under hele seancen, og målsætningen om at deltagerne tog hjem beriget med gode indtryk blev efterlevet.

De tre arrangører har allerede nu også fastlagt næste Spåntagningsdag. Det bliver torsdag den 24. september, hvor eftermiddagsprogrammet stiller særligt skarpt på 5-akset bearbejdning.

Se mere her