Mahr lancerer aktuelt et mobilt måleudstyr med funktioner som i større stationære løsninger til måling af overfladeruhed. Måleudstyret Marsurf XR1, der har væsentlig flere funktioner end der normalt findes i transportabelt måleudstyr, men stadig kan anskaffes til en overkommelig pris, fremhæver salgschef Jan Møgelmose, Kyocera Unimercos metrologidivision:
"Det nye udstyr bygger så at sige bro mellem de små mobile løsninger og de større stationære løsninger til ruhedsmåling. Systemet har den fordel, at det kombinerer fleksibiliteten i at kunne lave mobile målinger med de avancerede muligheder i Marwin-softwaren. Man kan lave forskellige måleopstillinger afhængigt af, hvad man vil måle, og evaluere disse målinger op mod internationale standarder," siger Jan Møgelmose.
Marsurf XR1 kan køre trådløst, og det betyder, at man kan måle selv meget store emner på stedet. Systemet kan leveres med to varianter af fremføringsenheder, RD 18, som er et slæbesko-tastesystem, eller SD 26, som er et fritastesystem. Derudover er det muligt at tilkøbe et modul til PLC-styring, således at man kan bygge systemet ind i en produktionscelle og via PLC’en styre, hvornår man ønsker at måle.