I ugerne 23 til 25 kan man opleve Festo på de danske landeveje og hos virksomheder rundt om i landet. Det er nemlig blevet tid til Festos årlige roadshow, hvor en lang række af de seneste automationsløsninger og effektiviseringsmuligheder vil blive præsenteret i en lastbil, der er indrettet som interaktivt showroom.

Festo har indrettet en lastbil til et kørende eksperimentarium og showroom. Her vises de seneste automations- og styringsteknologier i løbet af de tre uger vfrem for danske produktionsvirksomheder og maskinbyggere.

Expotaineren, som Festo kalder sin kørende udstilling, har en udfoldelig pavillon, og den kan rumme op til 25 mennesker. Den er spækket med udstyr, som på en interaktiv måde viser gæsterne Festos tilgang til effektiv automation, og der er faciliteter til seminarer, møder og udstilling. På den måde kan nye og eksisterende kunder opleve Festos teknologier ude hos sig selv, fremhæver firmaet:

"Vores Expotainer er en måde at bringe vores teknologier helt ud til kunderne. Det giver en uformel stemning og virksomhederne får mulighed for at møde både vores produktspecialister og salgsingeniører, samtidig med at de kan se produkter og løsninger i aktion," siger Michael Puggaard Holst, der er marketingchef hos Festo.

I år vil Festo have de seneste pneumatiske cylindre med den innovative selvjusterende dæmpning PPS, funktionsintegration med automationsplatformen CPX samt forskellige løsninger til elektrisk og pneumatisk håndtering kaldet Mechatronic Motion Solutions i fokus. Alle sammen løsninger, som kan forbedre konkurrenceevnen for danske produktionsvirksomheder, ved at reducere installationsomkostningerne og øge produktiviteten, påpeger Michael Puggaard Holst.

"Vi har fået rigtig god respons fra vores tidligere ture med den rullende udstilling. Det skyldes først og fremmest, at behovet for automatisering i danske virksomheder er meget stort. At effektivisere sin produktion er helt afgørende for, at danske produktionsvirksomheder kan overleve i Danmark, og vi har en lang række praktiske løsninger, som er udviklet til netop de brancher, vi skal ud og besøge med Expotaineren," fortæller Michael Puggaard Holst.

"Den måde at møde vores kunder på har mange fordele. Det er mere uformelt, og det betyder, at vi hurtigt kommer til at brainstorme i Expotaineren, og den proces forstærkes af, at vi har alle specialister med og kan vise løsningerne i praksis," siger Michael Puggaard Holst.

Festo har syv tilsvarende lastbiler i hele Europa, som kører rundt til messer og kunder.
Tilbage til forsiden