Forskningsminister Morten Østergaard repræsenterer den danske regering og EU-formandsskabet når der den 10. og 11. maj kaldes til Future Internet Assembly 2012, FIA, i Aalborg. Ministeren vil her komme i selskab med en broget flok forskere fra nogle af de 150 forskellige EU-støttede forskningsprojekter på IKT-området, som indgår i FIA-samarbejdet.
Projekterne har blandt meget andet på fremtidens netværksteknologier, Internettjenester og datasikkerhed i fokus. Konferencen i Aalborg får ”Smarte Byer og Tingenes Internet” som tema, så det kommer i høj grad til at handle om, hvordan nettet og dets teknologier griber ind i stadig flere aspekter af det moderne liv, fremhæver Aalborg Universitet, der agererer værter for arrangementet.
"Det drejer sig lige så meget om samfundet som om teknologi, og det betyder, at deltagerne ikke kun er teknikere. Nogle repræsenterer slutbrugernes synspunkter, og der kommer eksempelvis også psykologer, socialarbejdere og sågar advokater. Vi er en lidt usædvanlig gruppe, og derfor vil der også blive mere diskussion, end der normalt er på videnskabelige konferencer," fortæller lektor og medarrangør Neeli Prasad fra Aalborg Universitets Center for Teleinfrastruktur.
Diskussionerne er vigtige, fordi de er med til at udstikke rammerne for kommende forskningssatsninger i EU-regi, og fordi de bliver fulgt tæt af Den Internationale Telekommunikations Union, ITU, og andre internationale standardiseringsorganer.
Neeli Prasad er selv involveret i et europæisk forskningsprojekt, som udnytter kommunikationsteknologi til at styrke ældre borgeres samvær med hinanden i hverdagen. De internationale konferencedeltagere vil under besøget i Aalborg få mulighed for at se en testopstilling fra det pågældende projekt hjemme hos en af de deltagende ældre forsøgspersoner. På den måde bliver værtsskabet for konferencen også en oplagt anledning til at vise relevante danske teknologi-løsninger frem for resten af Europa. Neeli Prasad opfordrer derfor relevante virksomheder til at henvende sig, hvis de er interesserede i at få plads på udstillingsarealerne i tilknytning til konferencen.
"Normalt er udstillingerne på FIA-konferencer optaget af universiteterne og andre projektpartnere. Men i en dansk sammenhæng er det oplagt at involvere de mange spændende små og mellemstore virksomheder, som beskæftiger sig med området, selv om de ikke på forhånd er involveret i EU-projekter. Det kan være med til at åbne døre for dem, hvis de er interesserede i selv at blive involveret i de projekter, EU sætter i gang," siger Neeli Prasad.