Teknovation Logo
robot

 
  • Brug af IoT i Stenhøjs testfaciliteter har inspireret virksomheden til internt til at komme i gang med en mere omfattende brug af sensorer.

23. november 2020, kl. 07:26 

Optimerede testfaciliteter med IoT

Stenhøj i Barrit har i de senere år kigget mod Industrie 4.0 og brug af Internet of Things, IoT. Blandt andet i et demonstrationsprojekt med Alexandra Instituttet, der gav den afgørende viden om deres muligheder med IoT.


Stenhøj har brugt et demonstrationsprojekt i regi af innovationsnetværket MADE, sammen med Alexandra Instituttet, til at finde en mulig Business Case. Den handler om, hvilken værdi IoT kan give Stenhøjs testfaciliteter og inspirere internt til at komme i gang.

"Det har især været givtigt for os at få viden tilført, som vi ikke selv har. Vi sidder i Barrit og får ikke lige trukket en ph.d. herud. Med et demonstrationsprojekt fik vi som team hul igennem til den viden. Og det var meget effektivt. Det kan være den forskel, der afgør, om vi ender med at implementere IoT-løsningen. Det giver den viden, vi skal bruge for at lave en business case på det," siger Henrik Berg Jepsen, der er digital forretningsudvikler ved Stenhøj.   

"IoT-opsætningen viste os, hvad forskellen på de to motorer var. Det kunne kvalificere beslutningen om, hvilken motor der bedst klarer spidsbelastning med mindst strømforbrug," forklarer Henrik Berg Jepsen.

Opsætningen måler vibration og temperaturudvikling med forskellige typer sensorer. En infrarød sensor, der kan pege direkte mod et belastet område, og et termokamera, man kan se fra afstand. Samtidig måler de rumtemperatur og fugtighed og på ampere for at tjekke strømforbrug under belastning.

"Vi havde en ide om, hvad vi skulle måle på, og hvilke data vi skulle bruge. Men det var på niveau med, at vi nok skal måle noget støj, strømforbrug og temperatur. Alexandra Instituttets folk stillede spørgsmålene om, hvilke målinger af temperatur vi skulle bruge, og pludselig kunne vi få meget mere at vide om temperatur, også i kombination med fugtighed med sensorer," siger han.

Stenhøj havde kun to workshops med Alexandra-teamet og et par online møder, så Henrik Berg Jepsen understreger, at det har været et meget effektivt forløb. Demonstrationsprojekter giver ifølge Henrik Berg Jepsen en unik mulighed for hurtigt at vise, hvad eksperterne kan, og de kan se, hvad kan rent faktisk lade sig gøre. Han blev eksempelvis overrasket over, hvor lidt komponenterne koster:

"Det kan fjerne skepsis om IoT, og de mange tanker, man har. Når man snakker nye teknologier, behøver det ikke tage en evighed. Det kan gøres helt simpelt og give forståelsen af, hvad det koster. Vi havde en tanke om et bestemt budget og brugte kun 1/3 af det," siger han.

Henrik Berg Jepsen har et klart råd til andre virksomheder, der overvejer at bruge IoT:

"Kom i gang. Prøv det af. Er I klar til at investere tiden, det kræver internt? Giv nogle videnpartnere chancen for at vise, hvad man kan. Det værste, der kan ske, er, at man bliver klogere på muligheder og begrænsninger. Hvis jeg skulle tage ud og fortælle en operatør i et testområde, at vi skal have en IoT-opsætning, så vil opstarten være meget svær. Men kan man komme med komponenterne og koble dem på snakken, så har du en helt anden dialog og mulighed for at få dem med ombord," siger han.

Han sidder nu og arbejder på Business Casen og har gennem samarbejdet med Alexandra fået den nødvendige indsigt, der kan kvalificere beslutningsgrundlaget for, om løsningen skal implementeres. Havde det været med en privat aktør, ville den proces tage meget længere tid at gennemføre og koste en del mere.

"Vi har et unikt innovationssystem i Danmark. Demonstrationsprojektet har givet os en effektiv indsigt i IoT-verdenen på ganske kort tid. Det viste sig, at med IoT kan vi tage bedre beslutninger i vores testområder. Nu er vi bedre rustet til at vurdere, om vi skal lave denne investering og have Alexandra Instituttet til at implementere," siger Henrik Berg Jepsen.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik