Sandvik-koncernen har indgået en aftale om opkøb af amerikanske CGTech, der fremstiller NC-kodesimuleringssoftwaren, Vericut.
Med henblik på at udvide porteføljen af bearbejdningssoftwarerelaterede produkter hos Sandvik Coromant har den svenske industrikoncern underskrevet en aftale om retten til at overtage den amerikanske industrisoftwareproducent CGTech.
Sandvik-koncernen understreger således, at opkøbet inkluderer produktet Vericut, der i vid udstrækning benyttes globalt til nøjagtigt at simulere Cam-programmer i forhold til CNC-maksinernes egen NC-kode-styring.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Dette (opkøb, red.) er i tråd med vores strategiske sigte på at vokse på det digitale produktionsområde specielt med hensyn til softwareløsninger målrette optimering af CNC-bearbejdning," udtaler direktør for Sandvik-koncernen, Stefan Widing.
President for divisionen Sandvik Machining Solutions, som Sandvik Coromant hører under, Nadine Crauwels, tilføjer:
”Det er spændende at kunne udvide vores koncern med CGTech. Dette vil ikke kun styrke vores førende markedsposition globalt, men også gøre det muligt for os at tage et stort skridt fremad med henblik på at tilbyde komplette bearbejdningsløsninger til vores kunder, hvilket reducerer spild markant i deres bredere værdikæder.”
CGTech har hovedkontor i Californien i USA og beskæftiger cirka 180 ansatte. I 2019 landede omsætning på dét, der svarer til cirka 340 millioner kroner. Transaktionen forventes afsluttet i sidste kvartal af 2020 og er underlagt sædvanlige myndighedsgodkendelser, påpeges det.