Teknovation Logo
robot

 
  • Faciliteten i Grenoble giver danske forskere adgang til eksperimenttid, der har stor betydning for fortsat at opbygge et konkurrencedygtigt neutronforskningsmiljø i Danmark.

22. marts 2019, kl. 15:53 

Danmark fornyer aftale med førende neutronfacilitet

Kontrakten med Institut Laue-Langevin, ILL, i Grenoble fornyes. Det betyder, at danske forskere fortsat har adgang til en af verdens førende neutronfaciliteter frem til 2023, meddeler Uddannelses- & Forskningsministeriet.


Danmarks neutronforskningsmiljø skal være velforberedt, når European Spallation Source, ESS, efter planen åbner i 2023. Derfor har Danmark indgået en ny aftale med ILL i franske Grenoble. Kontrakten giver denne gang danske forskere adgang til en større andel eksperimenttid på faciliteten end i den forrige kontraktperiode.

Adgang til ILL har længe været væsentlig for danske forskere, og vil blive ved med at være det frem til åbningen af ESS. ILL er afgørende for, at Danmark kan få det fulde udbytte af medværtskabet af ESS, da faciliteten i Grenoble giver danske forskere adgang til eksperimenttid. Det har stor betydning for at opbygge et konkurrencedygtigt neutronforskningsmiljø i Danmark, der kan være med til både at opbygge og opretholde forskningsekspertise i Danmark, fremhæver Uddannelses- & Forskningsministeriet.

Et fortsat dansk medlemsskab med ILL ligger i tråd med regeringens forsknings- og innovationspolitiske strategi og den danske ESS-strategi fra 2015. Regeringen afsatte i 2019 12,1 millioner kroner til et fortsat dansk medlemskab af neutronfaciliteten.

ILL benytter ligesom det kommende ESS neutroner til at analysere materialer på atomart niveau. Mens ESS er under opbygning, er ILL fortsat verdens mest kraftfulde reaktorbaserede neutronkilde med cirka 40 instrumenter, som muliggør forskellige typer af neutronspredning.

ILL er bredt anerkendt som en af de vigtigste europæiske forskningsfaciliteter på neutronområdet, og er globalt ledende i forhold til at understøtte grundforskningen inden for fysik, kemi, biologi og materialeudvikling. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik