Teknovation Logo
robot

 
  • I maj 2018 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en politisk aftale om forenkling af erhvervsfremmesystemet. Målet med aftalen er at etablere et bedre og mere enkelt erhvervsfremmesystem med fokus på kvalitet for iværksættere og virksomheder. Hele aftalen kan læses på regeringens hjemmeside regeringen.dk.

17. december 2018, kl. 07:02 

Vækstfonden lancerer erhvervsfremmeinitiativer

I forbindelse med den politiske aftale om forenkling af erhvervsfremmesystemet lancerer Innovationsfonden og Vækstfonden en række initiativer til finansiering af tidlige iværksættervirksomheder.


Fredag løftede Innovationsfonden og Vækstfonden sløret for, hvordan de to fonde planlægger at yde risikovillig finansiering til tidlige og vidensbaserede virksomheder.

Initiativet er del af den forenkling af erhvervsfremmesystemet, som regeringen og Dansk Folkeparti vedtog i maj 2018. Her blev det besluttet, at Innovationsfonden fra årsskiftet skal være den primære indgang til tilskudsmidler til videnbaseret iværksætteri, mens Vækstfonden bliver den samlende indgang til låne- og egenkapitalformidling.

Samtidig opretter de to fonde nye kontorer flere steder i landet.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og erhvervsminister Rasmus Jarlov ser frem til et forenklet system for virksomhederne.

”Danske iværksættervirksomheder har brug for et effektivt og enkelt erhvervsfremmesystem, og at mangel på kapital ikke bliver en hindring for vækst. Med to samlende indgange og en række nye produkter forenkler og styrker vi indsatsen,” siger Rasmus Jarlov.

Tommy Ahlers supplerer:

”De nye initiativer vil styrke forskeres muligheder for at gå ud og skabe nye virksomheder på baggrund af viden fra vores forskningsinstitutioner. Dermed bliver det muligt for flere af vores dygtigste forskere og erhvervsfolk at udleve drømmen om et liv som iværksætter. Jeg tror og håber, at det vil give flere modet til at afprøve deres idé.”

Innovationsfonden vil fremover have hovedkontor i Aarhus og mindre kontorer i København, Odense og Aalborg. Vækstfonden supplerer sine eksisterende kontorer med nye placeringer i Odense, Aalborg og Aarhus.

”Med de nye programmer har vi fokus på at understøtte de tidlige faser af iværksætteri og på at opdyrke talent både i forskningsverdenen og i virksomhederne. Det skal styrke forudsætningen for, at forskning og innovation kan gå hånd i hånd og skabe værdi for Danmark,” konstaterer direktør i Innovationsfonden, Peter Høngaard Andersen. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik