Maskinfabrikken Esko har udvidet maskinparken med en større CNC-fræser fra Mazak for at kunne arbejde med større emner.
Der er tale om en Mazak VTC 820/30 med Smoth G-styring, leveret og installeret af Mazak Danmark, der kan arbejde med emner på helt op til tre meter i længden og 820x800 millimeter i højde og bredde, hvor begrænsningen hidtil har været 1,3 meter i længden og 700x700 millimeter i højde og bredde.
”Det er en større investering, men vi har gennem en periode haft flere forespørgsler fra vores kunder om at kunne arbejde med større emner. Derfor har vi taget beslutningen, og det er med stolthed, at vi nu kan tilbyde at løse endnu flere af kundernes opgaver,” siger direktør Søren Esko Nielsen, og tilføjer:
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
”Vi kender de brancher, vi leverer maskiner og komponenter til. Arbejdsgange, kvalitets- og miljøkrav og særlige forhold, som vi tager hensyn til i det daglige samarbejde. Det skal være let at handle med os. Kunden har kun én kontaktperson, og vi er med hele vejen fra design og konstruktion til materialeindkøb, forarbejdning, montering og kvalitetskontrol.”
Alt i alt er det ønsket, at kunderne kun behøves at ringe ét sted, hvorefter virksomheden tager sig af hele leverancen, kontakten til eventuelle underleverandører og logistikken omkring lager og levering, konstateres det.