Teknovation Logo
robot

 
  • Vi er efterhånden kommet forbi ”kan det printes” og er nu nået til ”hvilken kvalitet får jeg det i”. Især i forhold til overfladefinish er der store variationer, som blandt andet afhænger af emnets orientering under byggeprocessen, lød det fra Uffe Bihlet

17. januar 2018, kl. 07:01 

3D-print kræver viden og flid

En række af landets fremmeste eksperter og brugere inden for Additive Manufacturing, populært kaldet 3D-print, tog ved tirsdagens ATV-Semapp-arrangement muligheder og udfordringer på området under behandling ved Nexttech i Kolding.


Produktion med 3D-print vokser globalt med eksplosiv hastighed og rummer fantastiske muligheder, men samtidigt kræver det et grundigt forarbejde at gå fra den traditionelle måde at fremstille emner på, til at nå frem til at AM-vejen er at foretrække.

Det var det overordnede budskab på dagen, der talte cirka 60 deltagere og meget passende løb af stablen i foreningen Nexttechs nye lokaler, hvor der er nu er installeret 3D-plastprintere for cirka fem millioner kroner herunder en større SLS-maskine fra 3D Systems og senest spændene nyt udstyr fra danske Addifab under indkøring.

På oplægsholdersiden deltog fra blandt andre Lead Additive Manufacturing Engineer, Grundfos, Jørgen Wilstrup Rasmussen, Project Manager & Specialist, Force Technology, Uffe Bihlet, sektionsleder ved Teknologisk Insitut, Jeppe Skinnerup Byskov, og Project Manager & Specialist, Force Technology, Peter Tommy Nielsen.     

Især 3D-metalprintområdet var i fokus ved arrangementet, hvor Force Technology og Teknologisk Institut på GTS-siden især satser stort på henholdsvis processen Laser Cladding og Selective Laser Melting.

På erhvervssiden er Grundfos et af fyrtånene med hensyn til at investere og undersøge mulighederne på området med en række dedikere medarbejdere og topledersens bevågenhed og tålmodighed.

For er det virkelig ønsket at få fuldt udbytte af potentialet med 3D-print-teknologien skal der investeres de fornødne ressourcer i forarbejdet, for at få det bedste resultat.

Det gælder, hvad enten der er tale om en MMV eller en af giganterne inden for en industri, og her er der en længere række af processer fra måden en konstruktion bygges op til brandingen af måden, det gøres på.

Som prikken over i'et gav lektor på DTU og ekspert inden for emnet topologioptimering, TO (hvormed emnestrukturer optimeres for de bedst mulige egenskaber i forhold til styrke og vægt) Niels Aage, et indblik i, den komplekse verden, hvor komplicerede 3D-printede strukturere ikke nødvendigvis lever op til kravene for topologioptimering.

At TO og 3D-printverdenen har fundet hinanden er klart for de fleste branchefolk. Men er alle verdens design og fabrikationsproblemer løst ved at blande TO med 3D print?

"Svaret er hverken ja eller nej, for som i alle andre af livets forhold kræver succes, at der indgås kompromisser og man er bevidst om egne og andres svagheder," konstaterede han.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik