29. januar 2025, kl. 14:12
Hannover Messe 2025 stiller atter skarpt på Smart Manufacturing, og vil demonstrere, hvordan kunstig intelligens, AI, meddvirker til at trække automation og industriel produktion op på næste niveau, når messen løber af stablen 31. marts til 4. april.
I syv haller vil de besøgende blive introduceret til State-of-the-Art-teknologi inden for primært automations- og sensorteknologier, robotter og logistikløsninger samt drev- og fluidteknik til morgendagens automationsmiljøer på Smart Manufacturing-sektoren ved Hannover Messe 2025.
Her vil brugerne kunne høre nærmere om de løsninger, der skal til, for at gøre produktion endnu mere effektiv og bæredygtig, herunder ikke mindst AI. Der er nemlig ingen tvivl om, at AI vil revolutionere den samlede værdikæde, vurderer messearrangøren Deutsche Messes Product Management Director Hubertus von Monschaw.
I lighed med tidligere, så er blandt andet Aignep, Beckhoff Automation, Bosch Rexroth, Cantoni, Delta Electronics, Emerson, Festo, Flender, Harting, Hawe,IFM Electronic, I.M.M. Hydraulics, Lapp, Pepperl+Fuchs, Pilz, Phoenix Contact, Rittal, Schaeffler, Schneider Electric, SEW-Eurodrive, Siemens og Turck på plads med markante stande, den 31. marts til 4. april, påpeger han videre.
Så hvad enten det er industrielle sensorer, elektriske drev og styringer eller samlede løsninger til en række industriapplikationer, så vil man på messen få et førstehåndsindtryk af, hvordan man med AI kan optimere sin produktion for at opfylde markedets krav om produktivitet og bæredygtighed.
Nøgleområder er i år Smart Manufacturing, Digital Ecosystems Energy for Industry, Compressed Air & Vacuum Technology, Engineered Parts & Solutions, Future Hub og International Trade & Investment.