Teknovation Logo






 

Dansk Metal: Aftale er skridt i den rigtige retning

  • Dansk Metals Emil Drevsfeldt Nielsen glæder sig over dele af det brede flertals aftale om anvendelse af forskingspuljen i 2025.

1. november 2024, kl. 10:38 

Et bredt flertal i Folketinget har fredag indgået en aftale om, hvordan 5,5 milliarder kroner skal fordeles til forskellige forsknings- og innovationsaktiviteter i løbet af 2025. Aftalen rummer mange positive elementer, men der er behov for, at regeringen og Folketinget fokuserer mere på blandt andet avanceret produktionsteknologi, hvis Danmarks velstand skal sikres i fremtiden, mener Dansk Metals erhvervspolitiske chef Emil Drevsfeldt Nielsen.


”Vi er glade for, at der er afsat betydelige midler til grøn forskning og udvikling af kritiske teknologier. Det er vigtigt for at sikre Danmarks position som et digitalt grønt foregangsland,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen, der er erhvervspolitisk chef i Dansk Metal. Til sammenligning er der i 2025 afsat 1,3 milliardere mere at fordele i forhold til sidste år. Desværre afsætter partierne dog kun cirka 200 millioner mere til forskning i digitale og kritiske teknologier. Dertil kommer nye investeringer i mikrochips på 140 millioner, samt 54 millioner til biosolutions, konstaterer Emil Drevsfeldt Nielsen:

”Det er positivt, at der afsættes midler til udvikling af nye mikrochips i Danmark. Det bidrager til, at Danmark kan spille en større rolle på det globale chipmarked og bidrage til den europæiske forsyningssikkerhed af halv-ledere,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.   

Annonce - artiklen fortsætter under banneret


Som led i aftalen etableres også en pulje til forskning og innovation inden for biosolutions under Innovationsfonde:

”Det er helt afgørende, at vi kommer videre med produktion af blandt andet CO2-neutrale fødevarer, så alle bidrager til, at vi bliver klimaneutrale senest i 2045. Biosolutions rummer et kæmpe potentiale for at udvikle nye biologiske klimaløsninger, der både vil være til gavn for kloden, dansk landbrug og industri og danske arbejdspladser,” mener Emil Drevsfeldt Nielsen.

I Dansk Metal finder man det bekymrende, at der igen i år bliver etableret for mange små og et-årige puljer og øremærkninger til initiativer, som ikke sikrer dansk innovation og konkurrencekraft. Samtidig understreges det, at det er afgørende med flere investeringer i robotter og avanceret produktionsteknologi.

"Vi har tidligere foreslået, at regeringen øremærker 100 mio. kr. til forskning i avanceret produktionsteknologi for at fastholde og udbygge Danmarks teknologiske konkurrenceevne. Endelig mener vi, at aftalen fokuserer for meget på forskning på velfærdsområdet. Det fjerner midler fra de teknologiske og industrielle forskningsområder, som er afgørende for Danmarks fremtidige konkurrenceevne og arbejdspladser. Aftalen afsætter et trecifret millionbeløb til forskning inden for velfærdsområdet," siger Emil Drevsfeldt Nielsen, og fortsætter:

”Selv om forskning på velfærdsområdet er vigtigt, er det afgørende, at vi prioriterer midlerne i forskningsreserven til teknologiske og industrielle forskningsområder, der kan sikre Danmarks fremtidige vækst og konkurrenceevne. Vi opfordrer derfor regeringen og Folketinget til at fokusere på bl.a. avanceret produktionsteknologi og tilføre nye midler fra forsvarsforliget til forsvarsforskning”.  


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik