30. september 2024, kl. 12:26
Brug af Augmented Reality, AR, i et MADE FAST-projekt, er basis for en AR-brille-prototype hos Velux, der ‘reducerer pakkefejl væsentligt’. Nu vil Danfoss også afprøve løsningen.
Velux vil gerne opnå en hurtig og fleksibel produktion af sine ovenlysvinduer, og tilbehør hertil, via digitale instrukser, som skal sikre optimal layout af produktionslinjer og arbejdsstationer. Det har virksomheden arbejdet og eksperimenteret med de sidste tre år i forskningsplatformen MADE FAST, hvor de sammen med Aarhus Universitet, AU, og Alexandra Instituttet har udviklet en prototype, der optimerer træning og læring af operatører, fortæller Production Technology Innovation Manager Sigurd Lazic Villumsen, Velux.
Producentens tusindvis af varianter af produkter, kan ikke effektivt oprettes som guides til hver eneste arbejdsstation. Virksomheden har derfor undersøgt, om man med brug af tilgængelige data kan autogenerere guides – og det fik man udviklet en prototype på i MADE FAST til HoloLens-briller og PC. Test har vist, at virksomheden kan reducere pakkefejl i montagen væsentligt og også minimere mængden af restaffald, forklarer Sigurd Lazic Villumsen således.
Den udviklede prototype består af en Microsoft HoloLens-brille, der gør det muligt at tracke, hvor øjnene kigger hen.
Brillen udvider brugerens synsfelt med relevante informationer ovenpå den virkelighed, de befinder sig i. Det smarte ved AR-briller er, at operatørerne bliver visuelt guidet til, hvilke komponenter de skal interagere med, og i hvilken rækkefølge.
Velux’ prototype hjælper altså med at plukke de korrekte emner, og så skal AR-brillen assistere med at omkonfigurere arbejdsstationer, når en anden type ovenlysvindue eksempelvis skal fremstilles:
Sigurd Lazic Villumsen er godt klar over, at det strider imod det, han selv kalder for en ‘normal produktionslinje’, hvor alle komponenter altid står ét sted. Men, det er nødvendigt for at kunne sikre en fleksibel produktion med mange varierende processer: Det er en anden måde at tænke på, og han peger på, at man skal gøre op med den statiske produktionstankegang.
I et MADE FAST-projekt med Danfoss viderefører Alexandra Instituttet nu det forskningsarbejde, som AU har udført sammen med Velux, fortæller Principal Software Architect Kaspar Rosengreen Nielsen, Alexandra Instituttet.
Danfoss ser et potentiale i løsningen, så nu skal man teste to måske tre ordretyper på deres fabrik i Gråsten, hvor de har en helt masse specialkomponenter, og heruefter udvikle en selvstændig prototype, der kan optimere layoutet af arbejdsstationer og assistere med plukning af emner, oplyser Kaspar Rosengreen Nielsen.
Jakob Stepping Pedersen, der er Systems Consultant ved Danfoss uddyber, og forklarer, at casen handler om introduktion af nye produkter i kategorien frekvensomformere, hvor Danfoss fremstiller i små serier, og hvor variansen er kæmpestor. Der er måske én ordre af ét produkt. Så operatøren skal kunne plukke alt muligt forskelligt, og det er svært at huske alt sammen. Derfor synes man, at det er oplagt og også sjovt at prøve teknologien. Virksomheden ser helt klart et potentiale – også globalt, forklarer Jakob Stepping Pedersen.