Teknovation Logo
robot

 
  • CEO i OSK Jacob Høgh Thygesen (t.v.) modtager her DI Østjyllands Initiativpris fra borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S). Medlem af DI Østjyllands bestyrelse Louise Vesterskov Sørensen overvåger at alt går rigtigt til. (Foto: Michael Jul-Nørup Pedersen)

25. januar 2023, kl. 12:42 

Aarhusiansk skibsarkitekt vinder DI-Pris

Radikal grøn innovation med globalt udsyn har sikret OSK-ShipTechs CEO Jacob Høgh Thygesen tildelingen af DI Østjyllands Initiativpris 2022.


OSK-ShipTech, der holder til på Mellemarmen på Aarhus Havn, står bag de seneste færger til havet ved New Zealand, på Viktoriasøen i Afrika og i Limfjorden Hvad der yderligere er fælles for færgerne er, at de har søtransport som mere bæredygtigt ved bedre design, øget kapacitet og afprøvning af grønne brændstofformer i fokus. Det indbringer nu OSK-ShipTech DI Østjyllands Initiativpris 2022.

”Vi vil gerne belønne OSK-ShipTech for deres evne til at tænke nyt i tider med store forandringer, både produkt- og markedsmæssigt. Virksomheden medvirker til mindre CO2- udledning såvel i Danmark som ude i verden,” siger Anders Strange, der er formand for DI Østjylland.

OSK-ShipTech været aktive i et udviklingsprojekt for Feggesund/Fur færgeforbindelser i Limfjorden, hvor der bliver afprøvet brint som brændstof i den maritime sektor. Et udviklingsprojekt, der er et væsentligt skridt i udviklingen mod en mere bæredygtig færgedrift med lavere emission i både Danmark og Europa.

Én ting er nye brændstofformer, en anden er mere optimalt skibsdesign, hvorved man kan spare på brændstoffet, som er den største synder. Ved at skabe mere plads på færgerne og sikre transport af flere biler per overgang, eller ved at sikre hurtigere til- og frakørsel på færgerne, kan færgerne sejle ved lavere hastighed – og spare på brændstoffet – men stadig levere den samme overfartstid.

”OSK-ShipTech er i høj grad med til at holde Danmark på det maritime verdenskort. For kunderne er ofte skibsredere over hele verden. Og skibsværfterne er ligeledes placeret kloden rundt. Men ideerne og stregerne kommer altså her fra Aarhus. Det er da spændende,” siger Anders Strange.

Dét at arbejde med skibsredere og værfter over hele verden har også ansporet OSK-ShipTech til at tænke i virtuelle udviklingsplatforme, så kunderne med 3D-briller kan sidde et helt andet sted og følge med, når skibene skal indrettes. Det var egentlig et projekt, der udsprang fra Aarhus Universitet, som OSK-ShipTech investerede i, og nu har integreret i virksomheden under navnet ”Vertigo VR”.

”Det sparer mange rejser, og det er meget hurtigere at arbejde med, når flere af skibets endelige brugere – fra styrmand over kok til besætning – kan teste skibets funktionalitet, og vi kan justere indretningen tidligt i designprocessen,” forklarer adm. direktør Jacob Høgh Thygesen.

Virksomheden har i foråret 2022 indgået en fælles udviklingsaftale med Mærsk Supply Service om udvikling af en ny type ”Wind Installation Vessel”, som skal bruges, når Mærsk Supply Service træder ind på det amerikanske off-shore vind-marked i 2025. Det innovative projekt vil vise et patenteret lastesystem, udviklet i fællesskab mellem OSK-ShipTech og Mærsk Supply Service, som skal øge installationseffektiviteten med 30 procent. Dermed bidrager virksomheden til at øge lønsomheden af offshore projekter.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard uddelte prisen på virksomheden sammen med formand for DI Østjylland Anders Strange, og sagde i den forbindelse:

“Det er en stor glæde at kunne ønske OSK-ShipTech tillykke med DI Østjyllands Initiativpris 2022. Det er en fuldt fortjent anerkendelse, da virksomheden – med over 50 år på bagen – har formået at være førende med at gøre søtransport mere bæredygtigt gennem bedre design og nye brændstofformer. Bag det ligger en innovativ og flot indsats, og jeg er stolt af, at vi i Aarhus har virksomheder, som på verdensplan går forrest i den grønne omstilling af skibstrafikken. Det er jeg faktisk virkelig imponeret over,” siger Jacob Bundsgaard.

OSK-ShipTech er som regional vinder nu ogsåmed i kampen om DI’s landsdækkende initiativpris, der uddeles til marts.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik