2. januar 2023, kl. 15:06
I forbindelse med etableringen af danske Aluflams aktuelt indviede ekstruderingsfabrik i Litauen har en delegation fra den litauiske Jonava Kommune netop besøgt virksomheder i hele biogas-værdikæden.
Solrød Biogas og Aluflam har sammen med Jonavas borgmester og topledelse besøgt Gemidan i Stenløse, CP Kelco i Ll. Skensved, Solrød Fjernvarme samt Argo i Roskilde på inspirationsturen, der skal gøre aluminiumfabrikken mere bæredygtig, idet energikrisen også er en realitet i Litauen, hvor Aluflam-koncernen netop har indviet en ekstruderingsfabrik på 8.000 kvadratmeter lidt uden for Kaunas, Litauens næststørste by på størrelse med Aarhus. På fabrikken, der er den første af sin art i Baltikum, ekstruderes rå aluminium til profiler og emner, der anvendes til bygninger samt til skibe og i transportsektoren.
Det er Aluflams ambition, at uanset hvor koncernen etablerer fabrikker og anlæg, skal energi- og klima-venlighed være højeste prioritet. Den topmoderne fabrik i Litauen får således blandt andet grøn energi fra en solcellepark på taget, men det er ikke nok til at dække gas-forbruget i industriproduktionen.
Annonce - artiklen fortsætter under banneret
"Foruden sund økonomi og energiuafhængighed af Rusland handler biogas for os om et bæredygtigt og klimavenligt alternativ til fossilt brændsel. Men det handler naturligvis også om stabile leverancer af energi til både vores anlæg og andre virksomheder i industriområdet. Med inspiration fra dansk biogas-produktion opfordrede vi derfor den lokale kommune i Litauen til at komme til Danmark for at se nærmere på mulighederne med biogas," siger Aluflam-koncernchef Peter Birck.
Solrød Biogas blev sat i drift i 2015 og er et af landets mest succesfulde anlæg. Det var derfor et oplagt besøgsmål for den litauiske delegation. Under besøget gav lektor Tyge Kjær fra Roskilde Universitet et oplæg, hvor han gav konkret viden om, hvordan man kan etablere et tilsvarende anlæg i Litauen:
Men, biogas er meget mere end blot selve anlægget til produktion af gas og afgasning til nye ressourceprodukter. Produktionen kræver et netværk bestående af flere typer af leverandører og aftagere for at være lønsom. Delegationen fra Litauen besøgte derfor på leverandørsiden Argo og Gemidan, der leverer organisk affald, forarbejdet til pulp og CP Kelco, som leverer biomasse bestående af affald fra produktionen af pektin. På aftagersiden besøgtes Solrød Fjernvarme, som den største aftager af den lokalt producerede biogas.
Borgmesteren i Jonava Kommune, Mindaugas Sinkevičius betegner besøget som meget lærerigt.
"Såvel for mig som borgmester som for repræsentanterne fra vores forvaltning og forsyningsselskaber har besøget været meget inspirerende. Vi har fået et overblik over hele værdikæden i produktionen af biogas, og vi vil nu gå i gang med et større arbejde med at kortlægge mulighederne for at etablere et anlæg i vores egen kommune og region," siger Mindaugas Sinkevičius.