Teknovation Logo
robot

 
  • Det danske medlemskab af den europæiske rumorganisation, ESA, har, ifølge ministeriet, gennem mange år givet danske virksomheder og vidensinstitutioner unikke muligheder for at udvikle teknologi på dansk jord inden for områder som eksempelvis satellitter, telekommunikationssystemer og applikationer, som bruger data fra rummet.

26. januar 2021, kl. 15:44 

ESA med 21 millioner til danske rumvirksomheder

Fem innovative danske virksomheder modtager dansk støtte for 21 millioner kroner til udvikling af banebrydende teknologi på rumområdet gennem den europæiske rumorganisation, ESA, meddeler Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.


Fem danske virksomheder - GOMSpace, Space Inventor, Gatehouse, Quadsat og Force Technology - har nu fået mulighed for at udvikle netop deres innovative idéer til rumteknologi med globalt markedspotentiale med støtte fra ESA og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

De fem danske virksomheder er GOMSpace, Space Inventor, Gatehouse, Quadsat og Force Technology

Og med de 21 millioner får de nu mulighed for at udvikle deres innovative idéer til rumteknologi med globalt markedspotentiale, fremhæves det.

I tre af projekterne er formål at styrke mulighederne for cubesatellitter. Eksempelvis modtager GOMSpace og Space Inventor støtte til projekter, der vil gøre de mindre satellitter i stand til at overføre data hurtigere og i større kvantiteter fra rummet til jorden, så de i tiltagende grad kan konkurrere med større og dyrere satellitter.

Dertil ønsker firmaet Gatehouse i et projekt at tilpasse jordbaserede (3GPPP) teknologistandarder for mobilenheder og Internet of Things, IoT-tjenester, så de også kan benyttes i små satellitter.

Herudover har firmaet Quadsat, der betegnes som en frontløber i den danske droneklynge på Fyn, fået støtte til at videreudvikle banebrydende teknologi til billige test af satellitsignaler mellem antenner i rummet og på landjorden ved hjælp af droner.

Og endelig har det danske GTS-institut Force Technology fået støtte til at udvikle nye metoder til at teste kvaliteten af 3D-printede materialer til raketmotorer til løfteraketter med dansk/britiske Orbex som partner.

Tre af støttemodtagerne har hjemme i Nordjylland, og koncentrationen af såkaldte 'New Space' virksomheder i regionen skyldes i høj grad samarbejdet med Aalborg Universitet, hvor flere af virksomhedernes grundlæggere har færdiggjort deres studier, påpeges det.

Universitetet deltager desuden i et nyt rumprogram for studerende på fire danske universiteter. Programmet er etableret med støtte fra Industriens Fond og giver studerende mulighed for at deltage i udviklingen og opsendelsen af tre nanosatellitter. Programmet skal være med til at tiltrække flere unge til rumområdet og New Space.

Ansøgerne skal nu, sammen med ESA, arbejde på at færdiggøre projektbeskrivelserne, før de kan indgå de endelige kontrakter. De første resultater forventes om 1-2 år.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik