Teknovation Logo
robot

 
  • Ved tidligere lejligheder har vind også været et tema. I år skal 5. og 6. klasserne bygge en funktionel mini-vindmølle på det område, på deres skole, hvor der er mest vind. Vestas og Fremstillingsindustrien har bidraget som medforfattere til opgaven.

1. oktober 2020, kl. 07:04 

Skoler ser på grønne innovationer

Vestas og Fremstillingsindustrien under DI er medforfattere på en af opgaverne til årets største naturfagskonkurrence, Naturfagsmaraton, som skydes i gang i dag. Tusindvis af danske skoleelever fra 5. og 6. klasser over hele landet dyster om at finde de mest innovative løsninger på naturfaglige problemer, de kender fra hverdagen.


Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, samarbejder med virksomheder og brancher om at skabe en kobling mellem skolens fag og virksomheders praksis, blandt andet for at skabe synlighed omkring de mange job- og karrieremuligheder, der venter børnene senere i livet:

"Ved at tage afsæt i virkelige problemstillinger, som eleverne kan relatere til, skaber vi begejstring og nysgerrighed for teknologi og naturfag og en oplevelse af handlekraft. I opgaverne arbejder eleverne med Engineering-metoden, hvor de udvikler konkrete løsninger på praktiske problemer, og de skal bruge både deres samarbejdsevner og formidlingskompetencer og også gerne opsøge inspiration hos lokale virksomheder. Det, at forløbet afsluttes med en konkurrence, hvor fællesskab, kreativitet og sammenhold danner rammen for en sjov og lærerig dag i naturvidenskabens tegn, er blot en ekstra motivationsfaktor," siger direktør Maiken Lykke Lolck, Naturvidenskabernes Hus.

Fremstillingsindustrien og Vestas for, at eleverne opnår en forståelse for sammenhængen mellem teknologi og bæredygtighed. Samtidig er håbet at skabe begejstring og engagement for naturvidenskab hos børnene gennem aktuelle problemstillinger.

"For os som verdens største vindmøllevirksomhed er det en spændende mulighed at være med i Naturfagsmaraton. Det er en oplagt mulighed for at bygge bro mellem skolerne og Vestas og hele energiområdet. Ved at deltage i Naturfagsmaraton ønsker vi at få flere unge til at vælge en uddannelse indenfor energiområdet til gavn for samfundet og ikke mindst en bæredygtig fremtid," siger Vice President Henriette Gabel, People & Culture, Vestas Northern Europe.

I opgaven fra Vestas skal eleverne bygge en funktionel mini-vindmølle, som skal sættes op på det område på deres skole, hvor der blæser mest. Generelt er bæredygtighed en fællesnævner for opgaverne i Naturfagsmaraton, der alle tager udgangspunkt i den fiktive by, Grønby. En af ambitionerne er netop, at uddannelser og erhvervsliv skal arbejde endnu tættere sammen, og skolerne rundt om i landet skal åbne sig mod det omgivende samfund. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik