Teknovation Logo
robot

 
  • Danish Tech Challenge udspringer af en temaindkaldelse om at skabe flere danske vækstiværksættere, som Industriens Fond gennemførte i 2013.

14. maj 2020, kl. 14:14 

Danish Tech Challenge får tre år mere

Industriens Fond har forlænget aftalen med Danish Tech Challenge frem til 2024, meddeler Fonden. 


Vækstforløbet for teknologitunge hardwarestartups Danish Tech Challenge har fået forlænget aftalen med Industriens Fond til og med 2024.

Det er DTU Sience Park, der arrangerer og driver forløbet, og her er man allerede igang med rekrutteringen af nye startups til næste sæson.

”Vores ambition er at blive en af Europas førende acceleratorer. Det kræver det rigtige flow af startups, ambitiøse og specialiserede accelerationsprogrammer tæt knyttet til markedet og udviklingsparate corporates. Det er Danish Tech Challenge et skoleeksempel på, så vi er meget begejstrede for, at vi kan fortsætte det arbejde i yderligere tre år”, siger direktør i DTU Science Park, Steen Donner.

Nærmere bestemt har Industriens Fond bevilliget 14 millioner kroner over tre år til DTU Science Park, der siden 2014 har faciliteret accelerationsprogrammet.

”Der er gang i iværksætteriet i Danmark, men der er stadig for få, der bliver til vækstvirksomheder og skaber eksport. Danish Tech Challenge fokuserer udelukkende på industrivirksomheder, der udvikler fysiske produkter, for vi har brug for dem til at skabe nye danske arbejdspladser,” siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

120 startups har været med i de hidtidige seks sæsoner af Danish Tech Challenge og heraf eksisterer 91 procent, ifølge Industriens Fond, stadig i dag.

”Vejen til markedet er typisk længere for hardware-startups, så det er en fornem blåstempling af programmet med en overlevelserate på ni ud af ti. I løbet af programmet gør vi en dyd ud af at komme rundt i alle afkroge af forretningen, men vores fokus er især den kommercielle vinkel, så vi hjælper iværksætterne hurtigere og mere effektivt til markedet,” siger direktør i Futurebox, DTU Science Parks inkubator- og acceleratorhus, Gitte Skibstrup Nikolajsen.

Rekrutteringen af nye startups til næste sæson af Danish Tech Challenge er i fuld gang, og igen i år ser ansøgningsfeltet lovende ud:

”På trods af, at det er en udfordrende tid – især for iværksættere – oplever vi faktisk, at kvaliteten af ansøgere i år er højere end nogensinde, så det bliver ikke en nem opgave for juryen at udvælge 20. Til gengæld kan vi i år tilbyde nogle af de startups, som ikke kommer med i programmet, at blive en del af vores inkubation i Futurebox, hvor de med hjælp fra vores forretningsudviklere og corporate partnere, kan forberede sig på at søge igen næste år,” siger Gitte Skibstrup Nikolajsen.

Ansøgningsdeadlinen til Danish Tech Challenge 2020 er søndag den 10. maj. Den nye sæson starter op i slutningen af sommeren og kører over hele efteråret, inden vinderen af Industriens Fonds Iværksætterpris og 500.000 kr. kåres til et stort awardshow i januar. 


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik