Teknovation Logo
robot

 
  • Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse meddeler, at man nu tildeler SMV:Digital-programmet 20 millioner til en hurtig indsats for at styrke 200 mindre virksomheders digitalisering og e-handel.

2. april 2020, kl. 10:54 

Styrkelse af SMV:Digital-programmet

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse meddeler, at man vil tildele SMV:Digital-program 20 millioner kroner til en hurtig indsats for at styrke 200 mindre virksomheders digitalisering og e-handel, så det bliver enklere at drive virksomhed og de kan stå styrket til tiden efter Covid-19-krisen.


Siden starten i 2018 har SMV:Digital-programmet hjulpet hele 665 virksomheder på tværs af landet med at optimere forretningen gennem tilskud til privat rådgivning om digitalisering. Erhvervsfremmebestyrelsen styrker nu indsatsen med 20 millioner kroner, som skal hurtigt ud til virksomhederne.

Interesserede SMV’er fra alle brancher kan søge allerede fra den 20. april. Det betyder, at op til 200 virksomheder gennem investeringer i digitalisering kan styrke blandt andet produktion, logistik og salg i en periode, hvor der ellers vil blive holdt igen med investeringer i ny teknologi.

Dorte Zacho Martinsen, der er medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, samt til daglig direktør i familievirksomheden BM Silo, og formand for SMV:Boardet, som står i spidsen for SMV:Digital, forklarer, at det lige præcis er derfor, programmet blev etableret. Hun glæder sig over, at indsatsen nu får yderligere midler tildelt:

”Der er store gevinster ved at tage nye digitale teknologier i brug. For mange mindre virksomheder kan det imidlertid være svært at vide, hvor man skal starte. Den følelse kender jeg også fra min egen virksomhed, men kan også se et tydeligt afkast fra de investeringer, vi har foretaget. Men netop en tid med store forandringer kan være det rigtige tidspunkt at satse på nye teknologier og forretningsmodeller. Det kan stille virksomhederne bedre i den virkelighed, der venter os når Danmark og resten af verden gradvist lukkes op igen. Det gælder om at være forberedt".

Med hjælp fra SMV:Digital kan virksomhederne få rådgivning om, hvordan de kan styrke produktiviteten gennem investeringer i digitale løsninger eller styrke salget gennem digitale afsætningskanaler (e-handel).

De 20 millioner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse uddeles som tilskud á 100.000. Virksomheder på tværs af hele landet og fra alle brancher vil have mulighed for at søge om tilskud til privat rådgivning inden for blandt andet digitalisering, e-handel og automatisering.


  • Del denne artikel på Facebook
  • Del denne artikel på Twitter
  • Del denne artikel på LinkedIn

 

 
 
 
 
 
Teknovation
 
 
Teknovation ApS
Sydvestvej 110, 1
2600 Glostrup
T. 46139000
F. 46139021
M. info@teknovation.dk
CVR Nr. 28680392

 
Copyright © Teknovation ApS
All Rights Reserved.
CMS: Scalar Media

Persondata- og cookiepolitik